2010/01/15

Jamen, omsorg er da en kvindeting.

En interessant artikel diskuterer mænd og kvinders arbejdsfordeling, og problemet ved at se omsorgsbegrebet som værende feminint betinget:

Omsorg som et feminint bergeb: ”I dag ser vi ofte, at småbørnsforældre havner i en klassisk arbejdsfordeling, hvor mor er hovedomsorgspersonen, og far er assistent. Samtidig er far hovedforsørger og mor delforsørger med et fleksibelt deltidsjob. Ofte hænger det sammen med det kønssegregerede arbejdsmarked, hvor såkaldte ’kvindefag’ er dårligere lønnede end ’mandefag’. Men dette mønster hænger også sammen med kønsrelaterede forestillinger om omsorg som noget feminint.”

Manden og arbejdspladsens ansvar: ”En udvidelse af mandens omsorgsrolle sker dog ikke i en håndevending. Først må manden selv ønske det. Derudover kræver det, at arbejdsgiverne har en personalepolitik, som forstår, at mænd også får børn. Microsoft Norge opfordrer aktivt sine mandlige ansatte til at tage deres del af forældreorloven. Mandens socialkreds – mænd imellem – må også omdefinere maskuliniteten til at omfatte omsorg.”

Kvinders ansvar: ”Jeg vil påstå, at det først og fremmest er mødrene, som sidder med nøglen til en omfordeling af omsorgsopgaverne. Fædrene skal – af mødrene – have chancen for at blive fuldgyldige omsorgspersoner på deres egne præmisser, ikke bare på mødrenes (...) Kvinder med små børn skal med andre ord stille spørgsmålet, om det er rigtigt, at mødrene skal monopolisere omsorgsopgaverne. Mødre med små børn må spørge sig selv, om de er uundværlige hjemme. Går hjemmet under, hvis du bliver lidt længere på arbejdet?”

Statens ansvar: ”De rammer, der gives af velfærdsstaten, spiller også en stor rolle. Velfærdsstrukturer i familielivet, som for eksempel orlovsregler, påvirker de omsorgsvalg, småbørnsfamilier træffer.”

”I Skandinavien er vi kommet langt på ligestillingsområdet i de seneste hundrede år. Udfordringen består i at finde vej ud af ’succesfælden’. Fælden består i, at den offentlige retorik ser ligestillingen som et faktum. Det gør de sager, der må kæmpes om, mere usynlige og modstanden mere diffus (...) Formelle rettigheder uanset køn er sikrede. Unge kvinder og mænd føler sig ligestillede og tager ligestilling for givet. Men lige rettigheder er ikke det samme som reelle lige muligheder.”

Mette Mikkelsen

FEMALE NAVIGATORS

No comments:

 
Free Hit Counter