Da jeg sidste fredag på Børsen.dk læste om Lykke Friis’ seneste bedrifter som Danmarks ligestillingsminister, kunne jeg ikke undgå at bemærke, at det nu ikke kun er kvinder i min aldersgruppe, ’Generation Y’, som bliver positivt diskrimineret af forretningslivet, men at regeringen offentligt promoverer deres initiativ for ’Generation X’.
Hvad resultatet bliver af Lykke Friis’ ambition om at få 17 af de største virksomheder, kapitalfonde og institutionelle investorer til at skrive under på en erklæring om at øge andelen af kvinder, som indgår i kandidatfeltet til bestyrelsesposter, er endnu ikke kendt, men bliver uden tvivl interessant at følge. Initiativet får mig til at tænke på, at der faktisk allerede eksisterer mange danske virksomheder, som forsøger at forbedre kvinders status i forretningslivet. I virkeligheden så får unge danske kvindelige universitetsstuderende så mange fordele, at det kan virke underligt at kvinder på min alder ikke totalt dominerer billedet mht. rekruttering af talentmasse.
Faktum er, at en række virksomheder har svært ved at tiltrække og fastholde unge talentfulde kvinder. Kvindelige studenter ved f.eks. Copenhagen Business School (CBS) får derfor konstant tilbud om positiv diskrimination fra forskellige konsulent firmaer, investeringsbanker og virksomheder fra C20 indekset. Disse tilbyder os specielle fag omhandlende work/life balance, udflugter, særlige forelæsninger, lækre middage, kvindelige netværksklubber, mentoring og lignende. Alt baseret på to ting: Selvfølgelig at man har leveret gode resultater i skolen og har et flot CV, men mere vigtigt at man har det rigtige køn; kvinde. Ræsonnementet bag er på linje med Lykke Friis, da hun nu arbejder for at styrke fødekæden af mulige kvindelige bestyrelsesmedlemmer ved at hæve antallet af kvindelige ledere. Ligeledes vil flere dygtige kvinder forhåbentligt blive rekrutteret ved at øge og styrke den kvindelige talentmasse på universitetsniveau, og der er behov for disse, når Danmark udfordres i stigende grad af den internationale konkurrence.
Interessant og uheldigt er det dog, at favoriseringen af generation Y ikke virker efter den hensigt, som disse gavmilde virksomheder oprigtigt havde tiltænkt den. Jeg skimmede for nyligt mit netværk for at se, hvor mange af de kvinder, som jeg er blevet positivt diskrimineret sammen med gennem de sidste tre år, der rent faktisk er blevet rekrutteret, og antallet er sørgeligt. Ud af de mange virksomheder, som jeg har modtaget ’ female event invitations’ fra, så har kun en lille del af talentmassen ansøgt om en stilling efterfølgende, været i stand til at få tilbudt jobbet eller tilslut accepteret et tilbud. Unge kvinder bliver nød til at ’mande sig lidt op’ og forstå deres forhandlingssituation. Faktum er, at generation X ikke var lige så forkælede, som vi er, og hvis vi ikke udnytter vores position nu, så må vi acceptere, at meget lidt vil være forandret om 10 år.
I virkeligheden så finder jeg det morsomt, at disse initiativer fra konsulentfirmaer, investeringsbanker og lignende ikke har fået mere opmærksomhed end som så. Ironisk nok ville jeg som mandlig studerende på CBS, sandsynligvis overveje at starte en modbevægelse imod denne udvikling. Det ville oprigtigt irritere mig, at det var okay for kvinder at modtage invitationer baseret på deres køn, bare fordi de er sværere at tiltrække og fastholde. Hvis kvinder virkelig ville have en karriere burde de gå efter det selv; uden indgriben fra virksomheder eller staten. Jeg undrer mig over, hvorvidt Lykke Friis er bevidst omkring det faktum, at mens hun skubber på for at kvinder i generation X skal være mere repræsenterede på direktionsgangen, så får kvinder i generation Y allerede denne assistance på universitetsniveau.
Ærlig talt, unge kvindelige studerende burde I højere grad være taknemmelige, ‘mande sig lidt op’ og begynde at arbejde for de prestigefyldte firmaer, hvis ansatte normalt bliver tilbudt mellemleder stillinger efter et par år. Samtidigt burde Lykke Friis rose og belønne disse virksomheder, som nu på bedste maner satser på unge kvinder - ikke pga. tvang men pga. deres eget behov - og derigennem proaktivt hjælper Lykke Friis i jagten på en styrkelse af kvinder i forretningslivet. Dette vil forhåbentligt betyde, at den næste ligestillingsminister ikke behøver at søge en alliance mod kønskvoter på ministermøderne i Bruxelles, fordi min generation faktisk mandede sig op og derfor er diskussionen om kønskvoter ikke længere relevant.
Sophie Nelson
Female Navigators
2010/11/15
Kvinde, find dit bjerg
Indlæg postet på børsen.dk d. 10 november 2010.
Hvis min karriere er et bjerg, hvordan planlægger jeg så vejen til toppen? I forrige uge havde jeg én af mit livs oplevelser både i fysisk og psykisk forstand: jeg nåede toppen af verdens højeste fritstående bjerg, Kilimanjaro, i Tanzania. Det kræver mange timers forberedelse, en 100 procent dedikeret indsats, stor viljestyrke og ikke mindst respekt for den udfordring det er at nå toppen af et bjerg på 5895m. Til sammenligning kræver det ligeledes mange timers hårdt arbejde, målbare resultater, dygtighed og en stor portion viljestyrke at avancere i en organisation og være med i toppen hvor der er rigtig interessant. Som ung kvinde og udstationeret for en dansk virksomhed i første fuldtidsjob, er der for mig umiddelbare paralleller imellem det at bestige et bjerg og det at bane vejen for sin egen karriere.
Tidligere havde man den opfattelse at det udelukkende var mænd der havde den påkrævede fysik og var psykisk stærke nok til at nå toppen af Kilimanjaro. Denne opfattelse er med rette ændret i dag og som min beskrivelse ovenfor antyder, kræver det meget andet end solid fysik at bestige et bjerg. Og som jeg selv kunne konstatere var mine kvindelige forudsætninger for at nå toppen mindst ligeså gode som en mands. Og jeg var ikke alene. Mere end 20.000 personer forsøger hvert år at bestige Kilimanjaro og kun 2/3 del når toppen. Der findes ikke tal på hvor mange af disse der er kvinder, men jeg mødte mindst lige så mange kvinder som mænd på min vej op. Og vigtigere endnu: da jeg endelig stod foran det berømte skilt der indikerer at man nu står på toppen og har nået sit mål stod de andre kvinder der også.
Hvis jeg skal drage en parallel imellem bjergbestigning og det at skabe en karriere, må min første konklusion være: hvo intet vover intet vinder. Hvis ikke man finder et bjerg og vælger at forsøge at nå toppen, så finder man aldrig ud af om man rent faktisk er i stand til det. Nogle kvinder afstår fra at prøve kræfter med fysiske udfordringer fordi de måske ikke tror de kan lykkedes. Jeg tror desværre mange kvinder holder sig tilbage fra karriere ”bjergbestigning”, fordi de mangler troen på at de kan nå toppen. Det er nemlig langt fra almindeligt som kvinde i vores samfund at have troen på at man vil og kan nå toppen af karrierestigen. Dernæst mangler der stadigvæk flere kvindelige ledere som har nået toppen til at vise at det kan lade sig gøre og i øvrigt ikke er skadeligt for børn, familie og tilværelsen i almindelighed.
Derudover kan man drage andre basale paralleller imellem min tur til toppen af Kilimanjaro og dét, at klatre til tops i en organisation. Nogle når ikke toppen fordi de ikke har forberedt sig grundigt hjemmefra. Nogle undervurderer udfordringen og ignorerer råd fra erfarne bjergbestigere, og andre fejler fordi de ikke tager imod basale hjælpemidler på deres vej. På vejen op af Kilimanjaro bliver man holdt øje med af professionelle der har taget turen tusindvis af gange. De sikrer at man har sovet og spist nok til at klare næste dag på bjerget og ikke udviser symptomer på højdesyge. Jeg forventer som udgangspunkt ikke at andre hjælper mig op af mit karrierebjerg, da jeg ikke kan betale to professionelle guides til at få mig op på karrierebjergets top. Men jeg får rigtig meget ud af at gøre brug af uundværlige hjælpemidler som netværk og mentorer.
Ligesom den karriere jeg netop har taget hul på er der mange ruter der fører til toppen af Kilimanjaro. Der findes for eksempel den korteste og mest behagelige rute hvor man sover i hytter, men denne er også den mest overbefolkede. Ligeledes er det lettest at følge strømmen og tage den mest brugte og sikre karrierevej. Jeg tror dog ikke at den sikreste vej altid er opskriften på succes, men derimod at man skal turde vælge sin egen vej. Som min guide Mr. Theo sagde til mig på Kilimanjaro ”If you want to achieve your adventure it’s no pain, no gain.” Turen op var benhård men den var det hele værd, for udsigten fra toppen og følelsen af opnåelse var uforglemmelig. Jeg har bestiget Kilimanjaro og jeg tror på at jeg kan gøre det samme i forhold til mit karrierebjerg. Vi ses på toppen, (kvinder)!
Rikke Nørgaard
Female Navigators
Hvis min karriere er et bjerg, hvordan planlægger jeg så vejen til toppen? I forrige uge havde jeg én af mit livs oplevelser både i fysisk og psykisk forstand: jeg nåede toppen af verdens højeste fritstående bjerg, Kilimanjaro, i Tanzania. Det kræver mange timers forberedelse, en 100 procent dedikeret indsats, stor viljestyrke og ikke mindst respekt for den udfordring det er at nå toppen af et bjerg på 5895m. Til sammenligning kræver det ligeledes mange timers hårdt arbejde, målbare resultater, dygtighed og en stor portion viljestyrke at avancere i en organisation og være med i toppen hvor der er rigtig interessant. Som ung kvinde og udstationeret for en dansk virksomhed i første fuldtidsjob, er der for mig umiddelbare paralleller imellem det at bestige et bjerg og det at bane vejen for sin egen karriere.
Tidligere havde man den opfattelse at det udelukkende var mænd der havde den påkrævede fysik og var psykisk stærke nok til at nå toppen af Kilimanjaro. Denne opfattelse er med rette ændret i dag og som min beskrivelse ovenfor antyder, kræver det meget andet end solid fysik at bestige et bjerg. Og som jeg selv kunne konstatere var mine kvindelige forudsætninger for at nå toppen mindst ligeså gode som en mands. Og jeg var ikke alene. Mere end 20.000 personer forsøger hvert år at bestige Kilimanjaro og kun 2/3 del når toppen. Der findes ikke tal på hvor mange af disse der er kvinder, men jeg mødte mindst lige så mange kvinder som mænd på min vej op. Og vigtigere endnu: da jeg endelig stod foran det berømte skilt der indikerer at man nu står på toppen og har nået sit mål stod de andre kvinder der også.
Hvis jeg skal drage en parallel imellem bjergbestigning og det at skabe en karriere, må min første konklusion være: hvo intet vover intet vinder. Hvis ikke man finder et bjerg og vælger at forsøge at nå toppen, så finder man aldrig ud af om man rent faktisk er i stand til det. Nogle kvinder afstår fra at prøve kræfter med fysiske udfordringer fordi de måske ikke tror de kan lykkedes. Jeg tror desværre mange kvinder holder sig tilbage fra karriere ”bjergbestigning”, fordi de mangler troen på at de kan nå toppen. Det er nemlig langt fra almindeligt som kvinde i vores samfund at have troen på at man vil og kan nå toppen af karrierestigen. Dernæst mangler der stadigvæk flere kvindelige ledere som har nået toppen til at vise at det kan lade sig gøre og i øvrigt ikke er skadeligt for børn, familie og tilværelsen i almindelighed.
Derudover kan man drage andre basale paralleller imellem min tur til toppen af Kilimanjaro og dét, at klatre til tops i en organisation. Nogle når ikke toppen fordi de ikke har forberedt sig grundigt hjemmefra. Nogle undervurderer udfordringen og ignorerer råd fra erfarne bjergbestigere, og andre fejler fordi de ikke tager imod basale hjælpemidler på deres vej. På vejen op af Kilimanjaro bliver man holdt øje med af professionelle der har taget turen tusindvis af gange. De sikrer at man har sovet og spist nok til at klare næste dag på bjerget og ikke udviser symptomer på højdesyge. Jeg forventer som udgangspunkt ikke at andre hjælper mig op af mit karrierebjerg, da jeg ikke kan betale to professionelle guides til at få mig op på karrierebjergets top. Men jeg får rigtig meget ud af at gøre brug af uundværlige hjælpemidler som netværk og mentorer.
Ligesom den karriere jeg netop har taget hul på er der mange ruter der fører til toppen af Kilimanjaro. Der findes for eksempel den korteste og mest behagelige rute hvor man sover i hytter, men denne er også den mest overbefolkede. Ligeledes er det lettest at følge strømmen og tage den mest brugte og sikre karrierevej. Jeg tror dog ikke at den sikreste vej altid er opskriften på succes, men derimod at man skal turde vælge sin egen vej. Som min guide Mr. Theo sagde til mig på Kilimanjaro ”If you want to achieve your adventure it’s no pain, no gain.” Turen op var benhård men den var det hele værd, for udsigten fra toppen og følelsen af opnåelse var uforglemmelig. Jeg har bestiget Kilimanjaro og jeg tror på at jeg kan gøre det samme i forhold til mit karrierebjerg. Vi ses på toppen, (kvinder)!
Rikke Nørgaard
Female Navigators
2010/11/08
Er en Female Navigator feminist?
Åbnings blogindlæg på børsen.dk.
Dette spørgsmål møder vi tit. Lige siden vi stiftede Female Navigators i sommeren 2007 har det svirret med konfrontationer og udfordringer til vores holdning og formål. Vi debatterer og argumenterer gerne, men en politisk agenda har vi ikke, ej heller nogen interesse i at placere skyld på herrenes side. Vores ønske er faktisk et helt andet. At debattere emner som ligger os på hjertet.
Vi er otte unge kvinder der vil frem i verden. Vi har mødt hinanden på tværs af uddannelser og opgaver, foreninger og foredrag. Vores fællesskab består i vores tårnhøje ambitioner, tungtvejende arbejdsmoral og viljen til at være drivkraften bag de forandringer vi selv ønsker for fremtiden.
Kombinationen provokerer ofte, når vi som markante unge og åbenmundede kvinder fremlægger vores holdninger omkring ungdom, karriere, køn, familie, ligestilling og samfundsstrukturer. Men det er også meningen, for ved at sætte tingene lidt på spidsen, vækkes debatten til live.
I praksis er vi spredt ud over landegrænser og industrier. Vi spænder fra konsulentverdenen, online medier, bioteknologi, finans og forbrugsgoder til menneskerettighedsorganisationer. Vores hverdag er i København, Dublin, London, New York og Johannesburg - vores fællesskab er Female Navigators. I dagligdagen handler Female Navigators ikke om denne blog eller de events vi afholder. Netværk er noget der sker på ”indersiden” af vores styregruppe. Her udfordrer vi os selv og hinanden til benhårdt at sætte målet højt, gøre brug af hinandens kontakter, input og alternative tilgange. Det sidste vi ønsker er at være er en kaffeklub.
Vi sænker utvivlsomt gennemsnitsalderen for Børsens bloggere, men mener også at det er på høje tid at aspiranterne kommer på banen og stiller spørgsmålstegn ved de sociale strukturer, normer og forventninger som karrierekvinder møder, uden at det automatisk hører under den meget forældede 'feminist' kategorisering, eller valideres af mange års erfaring. Vi lægger ikke op til en teoretisk begrebsdiskussion men vil præsentere tingene som vi ser og oplever dem fra vores udkigspost.
Vi besidder ungdommens utålmodighed, idealistens optimisme og den ambitiøses evige drivkraft. Vi er Female Navigators og dette er startskuddet for vores blog, hvor vi for fremtiden hver torsdag vil byde op til debat og eftertanke. Med afsæt i os selv og vores relativt spinkle erfaringsgrundlag, vil vi blogge om hvad der rør sig for os, hvad der undrer os og hvor vi mener der er plads til forandring og nytænkning. Vi ses på næste torsdag, hvor Rikke Winther Nørgaard vil åbne ballet fra Sydafrika.
Vi glæder os!
På vegne af hele Female Navigators,
Sarah Heiberg Landsted
Dette spørgsmål møder vi tit. Lige siden vi stiftede Female Navigators i sommeren 2007 har det svirret med konfrontationer og udfordringer til vores holdning og formål. Vi debatterer og argumenterer gerne, men en politisk agenda har vi ikke, ej heller nogen interesse i at placere skyld på herrenes side. Vores ønske er faktisk et helt andet. At debattere emner som ligger os på hjertet.
Vi er otte unge kvinder der vil frem i verden. Vi har mødt hinanden på tværs af uddannelser og opgaver, foreninger og foredrag. Vores fællesskab består i vores tårnhøje ambitioner, tungtvejende arbejdsmoral og viljen til at være drivkraften bag de forandringer vi selv ønsker for fremtiden.
Kombinationen provokerer ofte, når vi som markante unge og åbenmundede kvinder fremlægger vores holdninger omkring ungdom, karriere, køn, familie, ligestilling og samfundsstrukturer. Men det er også meningen, for ved at sætte tingene lidt på spidsen, vækkes debatten til live.
I praksis er vi spredt ud over landegrænser og industrier. Vi spænder fra konsulentverdenen, online medier, bioteknologi, finans og forbrugsgoder til menneskerettighedsorganisationer. Vores hverdag er i København, Dublin, London, New York og Johannesburg - vores fællesskab er Female Navigators. I dagligdagen handler Female Navigators ikke om denne blog eller de events vi afholder. Netværk er noget der sker på ”indersiden” af vores styregruppe. Her udfordrer vi os selv og hinanden til benhårdt at sætte målet højt, gøre brug af hinandens kontakter, input og alternative tilgange. Det sidste vi ønsker er at være er en kaffeklub.
Vi sænker utvivlsomt gennemsnitsalderen for Børsens bloggere, men mener også at det er på høje tid at aspiranterne kommer på banen og stiller spørgsmålstegn ved de sociale strukturer, normer og forventninger som karrierekvinder møder, uden at det automatisk hører under den meget forældede 'feminist' kategorisering, eller valideres af mange års erfaring. Vi lægger ikke op til en teoretisk begrebsdiskussion men vil præsentere tingene som vi ser og oplever dem fra vores udkigspost.
Vi besidder ungdommens utålmodighed, idealistens optimisme og den ambitiøses evige drivkraft. Vi er Female Navigators og dette er startskuddet for vores blog, hvor vi for fremtiden hver torsdag vil byde op til debat og eftertanke. Med afsæt i os selv og vores relativt spinkle erfaringsgrundlag, vil vi blogge om hvad der rør sig for os, hvad der undrer os og hvor vi mener der er plads til forandring og nytænkning. Vi ses på næste torsdag, hvor Rikke Winther Nørgaard vil åbne ballet fra Sydafrika.
Vi glæder os!
På vegne af hele Female Navigators,
Sarah Heiberg Landsted
Subscribe to:
Posts (Atom)
