Pigers hjælp i hjemmet skaber ulighed

I en artikel fra dr.dk, redigeret af Trine Ruby Laursen blev ordene fra Lars Einar Engströms ”En mandschauvinists Bekendelser” gentaget. I foredraget arrangeret af Female Navigators i 2008 påpegede Lars Einar Engström at børnehaver og ikke mindst os selv er med til at lave en skæv fordeling mellem kønnene som især senere hen kommer til udtryk i arbejdslivet. Lars Einar Engström påpegede dengang at pædagoger har en tendens til at når der skal spises frokost i diverse institutioner at børnene bliver placeret pige-drenge som vi kender fra middags selskaber.

Grunden er ikke en fordeling af kønene, men at pigerne sørger for at drengene får mad. Et eksperiment med kun drenge om et frokostbord i en børnehave viste at stort set ingen af drengene fik mad! Dette er en af de mange andre faktorer som medvirker til at kvinder senere hen ofte kæmper med at komme i ”hjælpe” rollen på arbejdspladser, og at dermed bliver mere som en mor end en konkurrent på arbejdspladsen. Og i sidste ende forbigået af deres mandlige kollegaer. Lars Einar Engström’s råd var at ikke være hende som altid har hovedpinepiller med eller vælger at tage kage med!

Artiklen fra dr.dk er en undersøgelse fra 1100 elever i 5 klasser, og påpeger lig med ovenstående foredrag at det oftest er piger som har pligter i hjemme og dette mener psykologer er en af grundene til der kommer en skæv fordeling i kønnene.

”Lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Charlotte Palludan, der også er medlem af Børnerådet, synes det er bekymrende” hun hentyder til den kamp om lighed som foregår i diverse hjem. En kamp som ”flere generationer af kvinder har forsøgt at vinde, og det er ærgerligt, hvis vores døtre skal gennem samme mølle”.

Personligt vil jeg tage artiklen som en påmindelse om at vi selv har mange skjulte normer og hvis vi kvinder virkelig gerne vil have lighed i vores opfattelse af kønene så starter kampen tidligt og ikke mindst hos os selv og når vi selv får børn. I stedet for at fokusere på hvordan det er vil jeg hellere sætte fokus på at vi selv skal huske at sætte de samme krav til vores børn uanset køn. For det er jo ikke negativt at vores piger hjælper, men de skal bare ikke hjælpe mere end drengene.

Desto mere vi arbejder med oplæg i Female Navigators desto mere opmærksom er jeg blevet på nogle normer som jeg synes er gode, men det ændrer ikke på at normer sætter ting i en boks med rigtigt og forkert. Så lad os tjekke vores egne normer, også dem vi synes er gode og spørge om det sætter andre folk i en boks når vi dømmer dem, og prøve at lade være.

Læs hele artiklen her

Michelle Holmboe Thorsen

FEMALE NAVIGATORS

But what does your husband think?

When a Congolese university student recently asked Secretary of State of the United States, Hilary Rodham Clinton what her husband thought about an international financial matter, her response was, "My husband is not secretary of state, I am. I am not going to be channeling my husband." (Debates exist over whether there was a translation glitch. The latest reports indicate that there wasn't).

The subsequent US media attention was overwhelming.

The Associated Press described Clinton as "snapping" and "incredulous." The New York Post and New York Daily News deemed the moment cover story worthy, with The Post blaring: "Blowing a Power Fuse" and the News proclaiming, "Clinton Loses Cool."

The question remains if the portrayals of Clinton’s reaction came courtesy of her gender?

According to Keli Goff, writer at TheLoop21.com, that is the case:

“If someone had asked former Secretary of State Colin Powell what his lovely wife Alma thought of a particular policy issue, my guess is he would have been incredulous too. But the reality is no one would ask Secretary Powell that. I know some might argue that it is an unfair comparison, that Secretary Clinton is unique because she is married to a former president, but how many times was the most recent President Bush asked to articulate the policy positions of his father, the former president?”

Goff writes, “After watching the footage all I saw is a woman who has spent her entire life trying to be her own person and despite her best efforts, is being deprived of the opportunity to do so (…) Secretary Clinton did nothing but tell the truth and if that makes critics uncomfortable then that is a greater reflection on their gender attitudes, than on whether or not she has an attitude.”

Mette Mikkelsen

Female Navigators

Nu er det minsandten os selv der er problemet – eller hvad?

I en endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Protocol viser det sig ikke overraskende, at kvinder i høj grad undviger fra at tilstræbe sig lederjobbet grundet de mange fordomme, hun møder i sin omgangskreds. Ja - det er den efterhånden udtømte snak omkring børn og karriere og de udfordringer der måtte være herved, som undersøgelsen igen lægger frem som bevismateriale for, hvorfor der er så få kvinder i ledelse.

Dog fremhæver initiativtager bag undersøgelsen Christel Skousen Thrane en anden væsentlig årsag til de manglende kvindelige ledere, navnlig dén at kvinderne ikke tør spille spillet omkring lederpositionering. Hm. Så nu er det heldigvis bekræftet, at det kvindernes egen skyld, at de ikke vil spille efter de regler, som i forvejen har gjort at vi er sat bagud i forhold til løntrin og lederjob?

Christel Skousen Thrane siger om dette: ”Det er en skam, for det er netop rammerne, hvis du vil være chef, og derfor må de se at komme ind i kampen på de præmisser, der er tilstede, og først dernæst kan de lave rammerne om”. Alletiders.

Der er bare lige dét, at de omtalte rammer som udgør nævnte spil, ikke lige er så lette at komme ind til. Hvis man da overhovedet som ambitiøs leder-kvinde er inviteret af mændene til at spille med. Det lyder flot og godt at vi kvinder må lære at spille spillet og når vi så er indenfor, kan vi gøre tingene på vores egen måde eller forsøge at starte revolutionen indefra, men hvis vi slet ikke kan komme ind in the first place – er det så stadig vores egen skyld?

Næh, hvor er den undersøgelse der giver opskriften på, hvem det lige præcis er, man skal sove med for at komme til tops, ja undskyld udtrykket, men det er jo lige før, at det handler om at kvinder skal sælge ud, for at spille det berømte spil.

Er det så ikke samtidig her, at kvinderne begynder at udnytte vores kvindelige medkollegaer, og droppe den kvindelige fremelskning af hinanden i kampen om de få (næsten umulige) pladser at spille om? Dvs. glemmer alt om at hjælpe hinanden frem, som vores gode pioner Madeleine Albright i sin tid advokerede for?

Men fri os da i første omgang for flere af disse ligegyldige resultater omkring det svære ved work-life balance og kvinders udfordringer med at spænde ben for hinanden. I Female Navigators kan vi faktisk godt støtte op om hinandens karrierevalg, også selvom det i andres øjne betyder at vores venner, familier og børn er særligt nedprioriterede (i subjektiv forstand).

Jeg glæder mig desuden til at læse resten af undersøgelsens gribende resultater og håber (forventer), at Protocol som minimum sikrer, at deres findings bliver frit tilgængelige og omtalte i dagspressen frem for kun i deres egen udgivelse. Så alle kan læse med - og gyse over kvindernes egne problemer, mens mændene bare fortsætter med næsen i sporet og lederjobbet i frit udsyn. Eller kunne man håbe, at den vigtige debat ikke dør af sig selv, men vågner op til dåd og tillader at flere kræfter, holdninger og undersøgelser sættes ind.

http://www.business.dk/article/20090818/karriere/708170076/

Sarah-Alice Skade-Rasmussen

Female Navigators

På den anden side af grænsen...

En af mine venner kom for nylig hjem fra en tur til grænselandet Tyskland med en undring; det ene sted i byen er kvinder uvelkomne og det andet sted favoriseret. Er her tale om bevidst 'uligestilling'?

Adgang forbudt for kvinder i en 'livlig' gade i Hamburg:

"Tilgengæld" er parkeringspladserne tættest på togstationen et andet sted i byen forbeholdt kvinder:

Rikke Nørgaard

Female Navigators

Det internationale job

Efter 2 veloverståede og udfordrende uger i det nye job hos Google i Dublin er der endelig tid til lidt refleksion. Desværre har jeg endnu ikke mødt mange danskere og da slet ikke danske unge og ambitiøse kvinder, der bevidst søger job i udlandet. Her er der ikke tale om intratransfer i danske virksomheder med afdelinger i andre lande, men decideret det at søge job direkte hos en udenlandsk virksomhed i udlandet. Trods det at Dublin måske ikke umiddelbart lyder som det mest sexede sted i verden sammenlignet med Paris, Hong Kong og New York, tror jeg fænomenet er det samme mange andre steder. Hverken i min tid i Singapore, New York, Beijing og nu Dublin er jeg desværre stødt på mange kvinder, der aktivt er søgt ud. Dertil kommer at størstedelen af dem enten har søgt ud i forbindelse med mand eller kæreste allerede har fået job eller arbejder i danske virksomheder eller organisationer. Er det pga. det klassiske argument om, at kvinderne tjener mindre og derfor i højere grad opgiver jobbet for mandens karriere? Er det fordi vi ikke har den samme rejse og eventyrlyst? Eller er det klicheen om, at kvinder har nogle andre familieorienterede værdier, der ikke ikke tillader at rykke partner og børn op med rode? Og hvad har det i virkeligheden med køn at gøre?

Uanset hvad årsagen er kan jeg kun, ud fra mine egne erfaringer, anbefale at søge ud - ikke mindst i lyset af reccession og flere 1000 studerende, der kæmper om de samme attraktive stillinger i Danmark. Selvfølgelig er der international konkurrence, men med den tro på sig selv og egne evner i forhold til andre landes, som danskerne mere reglen end undtagelsen udviser, burde det jo ikke være noget problem. Og hvem ved, måske lander man netop det job, man altid har ønsket sig og får en international profil med i hatten. Der er masser af udfordringer uden det behøver stå "Made in Denmark" i nakken på organisationen. Derudover er det jo en fantastisk måde at differentiere sig selv på, så lad det være en opfordring til at søge ud, så vi i fremtiden møder flere danske unge og seje kvinder i udlandet uanset hvad årsagen er.

Mia Jung
FEMALE NAVIGATORS

No longer so lone

According to the New York Times, the United States Senate has confirmed Judge Sonia Sotomayor as the 111th justice of the Supreme Court. She will be the only third woman to serve on the court. The 9-member court currently has only one female representative, Judge Ruth Bader Ginsburg. Despite Judge Sotomayor's confirmation, the court is still far from a fair reflection of the US population. However, the event does constitute a 100% increase in female represenation on the Court, and this should be applauded.



Mette Mikkelsen

FEMALE NAVIGATORS