Er det tid til at se på løsninger frem for at pege fingre?

Feminister i dag har sandelig ikke fået det lettere. Nu er det minsandten fy-fy at ønske sig at kvinder kommer frem i direktionsgangene og i bestyrelseslokalerne, fordi forfordelingen pludselig er synd for de mænd det går ud over. Sådan har vi kvinder været afholdt fra de store muligheder og chancer, og når vi endelig begynder at se en snert af noget velvilje i vores retning, så er der virkelig noget galt?

Det er i hvert Leny Malacinskis (LM) syn på sagen. I sin bog ”Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt” forsøger LM, at forstå feministernes ønsker om ligestilling, men ender med at afvise de facto, at kvinder diskrimineres.

Hendes fremgang med anvendelse af diverse undersøgelse er mild sagt langt fra videnskabelig, men selv hvis ser bort fra dette minus ved bogen, fremhæver hun blandt andet nogle kvindegrupper, som i min optik har meget lidt med erhvervskvinders problemer om glaslofter og karriere at gøre. Ét eksempel på dette, er de fordelagtige summer som udloddes til universiteterne for at ansætte kvinder i forskerjobs. Et andet eksempel er de prostituerede, som selv har valgt denne levevej, og som mener at reglerne for prostitution begrænser mere end det hjælper. Men er dette virkelig en ligestillingssag som kan sidestilles med kvotering af bestyrelsesposter?

Med denne ’blandet landhandel’ facon rubricerer LM, alle de kvindegrupper, som kæmper for ligestilling, under den samme feminist-klassifikation, uden at tænke på, at verden jo altså er en lille smule mere nuanceret, og at os som gerne ser at dygtige erhvervskvinder også får de samme muligheder som deres mandlige pendanter, ikke nødvendigvis vil gå på barrikaderne på samme måde for at sikre flere kvinder i forskerfag eller nødvendigvis vil have afviklet de prostitueredes rettigheder. Som man siger i erhvervslivet; Hun blander simpelthen æbler og pærer sammen!

Oven i dette, bruger LM mere tid på at kritisere de nuværende og få tiltag, der eksisterer for at skabe mere ligestilling mellem kvinder og mænd, i stedet for at komme med konstruktive løsninger på udfordringen; nemlig, at vi har en kæmpe professionel talentmasse som ikke bliver udnyttet grundet glaslofter, rødvinsklubber og mandenetværk. Som Hanne-Vibeke Holst udtaler i bogen omkring erhvervslivet (selvfølgelig meget generaliserende, men med masser af sandhed gemt i sig): ”der finder allerede en meget stor kønskvotering sted nu til fordel for mænd. Den er bare uformel” (s. 69).

Selvfølgelig skal den mest kompetente mand eller kvinde have jobbet, men LM fortæller os, at der decideret er mangel på de kompetente kvinder. Tja….. hvis ét af kravene for en bestyrelsespost er, at man skal have siddet eller sidde i én eller flere bestyrelser, så tror da pokker, at så få kvinder sidder med til højbords. For vi har jo slet ikke fået tilbuddet førhen eller nu…! Så måske er det mændenes skyld selv (eller LMs skyld pga. bogen) hvis vi i Danmark netop indfører kvindekvoten som i Norge, for at sikre, at kvinderne i hvert fald ikke kan afvises med dét argument, at vi ikke har erfaringen. Omvendt ville det være en fin gestus at undgå kvoteringen, men så ville det kræve at kravet om direkte bestyrelseserfaring blev slækket til fordel for faglig og professionel ekspertise (som mændene forhåbentlig også er udvalgt efter?).

Når langt størstedelen af topposterne og bestyrelsespladserne varetages af mænd, må nogle af disse – ikke alle – være under middel på kompetence-scalaen… eller? Og det er netop her, at de kvalificerede kvinder skal ind. I stedet for at alle mænd ser kvindernes fremmarch som en trussel burde de kvalificerede bestyrelsesformænd, se på mulighederne i at få ryddet ud, hvor der trænger, og så i det mindste give de kvalificerede kvinder en anbefaling for at stille sig i spotlyset…! Faktum er, at der over en bred kam er lige mange kvalificerede og ukvalificerede mænd som betræder vigtige poster i Dansk erhvervsliv. For kvindepuljen må vi formode at fordelingen ligeså er 50-50, så vi derfor ikke bør udelukkes grundet vores kompetencer. Det mest fornuftige ville vel være at få udskiftet de inkompetente mænd med de kompetente kvinder, eller hvad?

LM opsøger desuden en selvudnævnt ekspert i kønsforskelle, hjerneforsker Peter Lund Madsen, som på ’videnskabelig’ vis afgør ligestillingssagen med at konstatere, at kvinderne dybest set hellere vil tage barsel end mændene, hvilket derfor skaber den skævvridning vi har set op indtil i dag (s. 158). Desuagtet at dette må være hans personlige fortolkning frem for en videnskabelig udtalelse, vil jeg mene, at den primære grund til at kvinderne vælger den fulde eller en længere udgave af barslen, skal findes i det enkle argument, at så længe mænd tjener mere end kvinder, i samme job, så ender det som en økonomisk beslutning, frem for et spørgsmål om erfaring eller evner, at kvinderne oftere end mænd går derhjemme. Dette synspunkt bekræftes (heldigvis) i bogen af Mette Deding, som ifølge LM er dén forsker i Danmark, som ved mest om ligeløn. Mette Deding fortsætter: ”Der er faktisk lige kommet en analyse, der viser, at kvinder med børn mister cirka seks procent i løn. Mænd, der får børn, går ikke ned i løn, de får tværtimod mere (…) hvis mænd begynder at tage noget af barslen, vil det gøre folk mere lige på arbejdsmarkedet” (s. 189). Så det er i virkeligheden måske i forbindelse med fordelingen af barselsorloven, at en egentlig kvotering ville kunne sætte skub i ligestillingen, så hverken kvinder eller mænd længere kan undskylde sig.

Og så lad mig slå et sidste slag for ligestilling og ønske mig af den nuværende og kommende regering(er), at man tør ansætte en minister, som faktisk gør noget, frem for at sidde på hænderne, uden at vise en tydelig holdning eller vej fremad. Ingen af de to tidligere ministre (endda en mand og en kvinde) eller nuværende Inger Støjberg synes at turde stille sig frem og vise kulør. Kan det mon være fordi at regeringen ikke har valgt den mest kompetente mand eller kvinde til jobbet? Hvilket bringer mig til det eneste sted, hvor LM måske har fat i den lange ende hvad angår ligestilling i Danmark: I ligestillingsloven har man nemlig kun kvinderne under ligestillingsbeskyttelse i stedet for at beskytte både mænd og kvinder, der måtte opleve uetisk behandling i erhvervslivet. Her kunne en ny og mere initiativrig ligestillingsminister eventuelt starte med at sætte sit præg på debatten – ikke mindst for at skabe den nødvendige forståelse og respekt fra dem, som udelukkende sammenstiller ligestilling med feministerne…

Bøger som LMs er desværre med til at ødelægge den måske lovende debat, som er ved at indfinde sig i Danmark, og sætter dermed en prop i ligestillingsdebatten, som øvrigt ikke bliver fatalt mindre, når vi i fremtiden er færre unge til at betale for flere ældre. Giv kvinderne pladsen og mulighederne, så er der i hvert flere til at trække læsset…

Sarah-Alice Skade-Rasmussen



P.S. Og så behøver jeg vel ikke kommentere yderligere at LMs bog også vrimler med grumme generaliseringer omkring forskelle på mænd og kvinder, som f.eks. når par flytter sammen får manden kun lov til at beholde sit anlæg og tv, og kvinden ellers smider alt andet ud? Altså undertegnede havde ikke noget ønske om at smide min bedre halvdels ting ud, tværtimod var jeg mere end almindeligt taknemlig for mange af de smukke ting, han kom med fra sit hjem, som i dag, sammen med mine ting udgør et venligt og ikke-kønsdiskrimineret hjem!