2009/05/19

Net-værk eller Not-værk?

Erhvervsbladet.dk beskriver i denne uge hvordan kvinder skal begå sig for at komme helt til tops på karrierestigen. I dén anledning giver forfatter Ulla Gunge Hansen de ambitiøse kvinder nogle banebrydende råd med på vejen….


Det første råd er at få sig et godt netværk.


Wow – den lader jeg lige stå i et øjeblik. For hvad er i grunden det gode netværk, og hvorledes skal man udnytte det? Er netværket en del af den golf-klub man mødes i hver anden søndag i Søllerød, for så skulle jeg da lige hilse og sige at medlemskabet i sig selv trækker på lederlønnen som ikke er tilstede. Eller skal netværket hentes på arbejdspladsen, hvor det handler om at dyrke den gennemgribende fælles interesse – nemlig superligafodbold – for at komme ’indenfor’ i det gode netværk?


For min part er det svært at vide i hvilket omfang man skal differentiere imellem sine venner, bekendte, og dem som i tværsummen må udgøre det egentlige netværk. Når og hvis man formår at udskille netværksgruppen af alle i ens bredere omgangskreds, så ønsker jeg mig en formel på, hvordan netværket så bør dyrkes?? Dertil svarer Gunge Hansen, at det handler om at danne netværksgrupper med ligesindede. Ok. Hermed gjort. Og hvad så?


Vi (ambitiøse) kvinder har efterhånden forstået at vi er for flinke til at bede chefen ligeud om lederjobbet, og at vores netværk alt for ofte bliver en snakke-kaffe-klub, hvor der i højere grad bliver talt om parforhold og ønsker til fremtiden, frem for at vi hårdnakket fremlægger vores evner og beder om hjælp til det næste niveau. Men omvendt er der ikke mange som støtter op omkring netværk for kvinder og da slet ikke for unge kvinder, som faktisk giver sig i kast med at netværke professionelt. Denne lille netværksgruppe har således uden held søgt støttende midler fra Danmarks førende fonde med det formål at afholde et storslået netværksarrangement i starten af november, for ambitiøse ligesindede og andre interesserede i at diskutere myter om kvinder i ledelse med nogle af Danmarks fremmeste mandlige ledere.


Og selvom netværket er stiftet og det fundamentet for et opfølgende forrygende netværksarrangement er lagt (for netværk skal jo foregå ansigt til ansigt) kan det stadig være svært at slå igennem med blot at netværke, hvis ambitionerne for ens lederkarriere ellers overstiger normalen.


Lad dette derfor være en opfordring til kvinder, som allerede sidder i lederjobs, om at række en hånd ned til de unge, lederambitiøse kvinder i gode netværk, som savner opbakning i en tid hvor det er blevet for nemt at anbefale netværket som vejen frem.


Vi går ingen steder.


Sarah-Alice Skade-Rasmussen


FEMALE NAVIGATORS

1 comment:

Nisse J. Krenchel said...

UGH's fantastiske råd bekræfter bare, at der i toppen af dansk erhvervsliv et primært maskulint netværk.

Man må spørge sig selv, om det at kende nogen der kender nogen, er en af de allervæsentligste kvalifikationer når direktionsgange og bestyrelsesposter skal besættes - og om det giver den alsidighed i kompetencer som aktionærer og virksomheden er bedst tjent med.

Jeg synes hverken at køn eller netværk er relevante kompetencer, uanset om man er mand eller kvinde.

 
Free Hit Counter