2009/05/01

De ti bud

Den 29. april 2009 afholdt Female Navigators et eksklusivt netværksarrangement med MF Malou Aamund, som bl.a. fortalte om hendes skift fra det private erhvervsliv til et liv som politiker. Malou fremlagde afslutningsvis ti råd, som hun med sine egne ord, ofte deler med kvinder i ledelsesnetværk og des lige, men som i allerhøjeste grad bør præsenteres for den yngre generation, navnlig studerende som er på nippet til at starte karriere. Hendes 10 karriere-bud lyder som følger:


1. Kend dine prioriteter
2. Mindre snak - mere handling
3. Fokuser på muligheder ikke barrierer / løsninger ikke problemer
4. Få en mentor
5. Arbejd med det du elsker
6. Tag risici
7. Eksterne netværk
8. Styr din egen karriere (tag selv initiativ)
9. Styr din chef (skills/forventninger)
10. Gift dig med den rigtige mand


Disse bud er essentielle i forhold til at skabe sig en karriere uden samtidig at skulle gå på kompromis med sit private liv, men Malou mindede i øvrigt om, at kvinder generelt skal passe på med at ville for mange ting. Hvis man har ambitioner om en betydningsfuld karriere, skal man elske sit job, således at dette kompenserer for alle de andre interesser man måtte have.


Malou Aamunds pointe er at vi kvinder alt for ofte har forestillinger om, at skulle mange andre ting, i stedet for at passe færre elementer i hverdagen, altså jobbet og familien/sin bedre halvdel. Drop det hjemmelavede bagværk, og lad havearbejdet blive haveterapi, frem for den dårlige samvittighed. Derfor er pointe nr. 1 måske den vigtigste af dem alle; nemlig sørg for at have prioriteterne i orden!


Udover de ti bud var en af eftermiddagens andre vigtige pointer, at kvinder typisk er dårligere til at dokumentere deres faglige præstationer og derfor udgår fra listen over potentielle forfremmelser etc. Således opfordres der til, at kvinder sørger for at skabe synlige resultater, som kan blive nødvendige i lønforhandlinger eller som udgangspunkt for en karrieresamtale – situationer hvor kvinder virkelig kan få sat sig selv i fokus og vise gennemslagskraft med hårde data.


Tak til Malou for det inspirerende oplæg, vi håber at hendes ti bud og andre gode råd vil finde anvendelse for kvinder på alle niveauer af deres karriere!


Sarah-Alice Skade-Rasmussen


FEMALE NAVIGATORS

No comments:

 
Free Hit Counter