Kvindernes Internationale Klynkedag- taget fra Asger Aamunds blogindlæg

Så er det dagen, kvindernes kampdag. I den anledning har Asger Aamund skrevet et indlæg til Berlingske Tidende d.4 marts 2010, og det fantastiske ved blog indlæg er at vi har mulighed for at kommentere… mellem linjerne! Så hermed hele Asger Aamunds blog indlæg udsat for FN kommentarer! Hvis man skulle være i tvivl er alt i kursiv Asger Aamund og alt i fed FN.

Asger Aamund: Det er helt fint med en kampdag for kvinder, men skal vi ikke lige prioritere opgaverne efter vigtighed og behov? De ihærdige amazoner, der kompromisløst vil have skubbet deres medsøstre ind i bestyrelseslokalerne må forstå, at der eksisterer en naturlig fødekæde fra direktion til bestyrelse.
Af Asger Aamund
Torsdag den 4. marts 2010, 22:30
Så er det igen blevet Store Klynkedag, dagen hvor en verdensomspændende kæde af grædekoner forbander mandsvældet, der til trods for overvældende kvindelige kompetencer, flid og ambitioner alligevel holder hunkønnet ude af erhvervslivets top, magt og indflydelse.

Enig i at store klynkedag måske har et negativt præg, men ligesom jeg synes Mors og Fars dag, samt Valentines dag er latterlige så synes jeg alligevel de formår at sætte noget positivt I gang… SÅFREMT man ikke har fokus på det til dagligt. Dvs. er man god til at huske at værdsætte sin mor, far og kæreste til hverdag, så er en offentligt fejringsdag selvfølgelig overflødig. Men til dem som måske er knap så gode til det, kan det typisk få dem til (under kraftig socialt pres) at diske op med en blomst, chokolade eller et kærligt brev... og det kan vi alle godt bruge en gang imellem! På same måde er kvindernes kampdag en dag, hvor dem som ikke har forskellen mellem mænd og kvinder for øje til dagligt en dag til at mindes at der er nogle som stadig, både indenfor og udenfor Danmark kæmper en kamp dagligt. Desuden havde vi heller ikke fået Asger Aamunds fantastiske blog indlæg såfremt dagen ikke fandtes!

Vi skal igen høre om rip-rap-rup effekten og glasloftet, der cementerer den maskuline dominans i bestyrelseslokalerne. Sørgekvadet har dog nu fået et spritnyt vers ikke om det velbesungne glasloft, men om glasklinten (the glass cliff), som udgør en særlig maskulin nederdrægtighed over for troskyldige kvindelige ledere, der lures ind på toplederposter i virksomheder, der vakler på afgrundens rand og som ikke selv Jeanne d'Arc ville kunne frelse fra død og ødelæggelse. Glasklinten som ny kvindefælde blev lanceret i Berlingske Tidende 28. februar af lektorerne Madsen og Neergaard (kvinder) fra Aarhus Universitet. De to forskere knytter tilmed en sammenhæng mellem glasklinten og udnævnelsen af en række nye kvindelige ministre, der af den snu statsminister angiveligt er lokket ind på ikke en ministerpost, men en uriaspost. Man skal normalt helt til Mellemøsten for at finde en konspirationsteori af den kaliber. Lektorerne Madsen og Neergaard lever således fint op til de dystre ord fra en tidligere israelsk forsvarsminister: »If you are not paranoid, it's because you haven't got enough information«.
Kvindelige politikere klynker imidlertid ikke. De arbejder hårdt og kæmper sig til tops. Vi har nu kvindelige chefer for fem af Folketingets partier, hvis vi medregner Johanne Schmidt-Nielsen som de facto leder af Enhedslisten. Tilmed har kvindelige omsorgsværdier sejret så totalt i dansk politik, at selv statsministeren valgte at nedlægge arbejdet på barnets første sygedag. 1-0 til Landsmoderen og en lang næse til 80 ambassadører. I politik hører vi sjovt nok ikke om rip-rap-rup effekt, mandsvælde og glasloft. De mandlige politikere har naturligvis kæmpet desperat for deres leder- og ministerposter, men er alligevel tromlet ned af ambitiøse kvinder, der har valgt at give karrieren det, der skal til for at lykkes. Heller ikke i den offentlige sektor eller i de liberale erhverv er der mangel på kompetente kvindelige ledere, læger og advokater. Denne glædelige udvikling viser naturligvis, at kvinder ligesom mænd kan nå til tops, hvis de selv vil. Men det er bare ikke altid, at de vil; og det skal det omgivende samfund vise forståelse for.
Det forklarer den anerkendte canadiske kvindepsykolog og forfatter, Susan Pinker: »Mange kvinder fravælger karriere for at foretage sig andre ting, der er vigtige for dem. For disse kvinder er det ikke vigtigt at sidde i chefstolen. Mænd sætter alt på ét bræt for at få karriere, penge, magt. For kvinder er der andre værdier, der er ligeså betydningsfulde. Kvinder befinder sig dårligt på toppen og i bunden, de vil være i midten.« Det er jo derfor, at så mange kvinder vælger halvdagsarbejde.
En ny undersøgelse viser, at der i Danmark nu er flere kvinder på halv tid end på hel tid. Det er deres eget valg, og det skal de have lov til. Lighed betyder lige muligheder. Ikke at kvinder og mænd skal være ens og udvise samme adfærd. »Der er små piger, der leger med biler«, siger Susan Pinkerton, »men de fleste griber ud efter dukken. Og det valg er genetisk betinget.«

Der findes masser af muligheder for os kvinder derude, men ja, det kræver hårdt arbejde og ofringer. Og til de kvinder som ikke har lyst til at bruge de ekstra timer om dagen på job, samt på ikke at få set venner samt kæreste så meget, så lad være med det - for det er hårdt arbejde at nå til tops - og det skal man også være realistisk omkring. Men ligesom dem som ikke har lyst til at nå til tops ikke skal klandres for det, skal de samtidig ikke starte debatten om at have de “rigtige prioriteringer” til dem som gerne vil, for dermed at få det bedre med deres valg. Det skal og vil altid være et spørgsmål om personlige præferencer, og det er det der afgør om man har de rigtige præferencer, ikke om man følger alle vennerne mht. hvornår man burde have børn.

Når kvinder har valgt at kæmpe sig til tops i politik, men ikke i erhvervslivet, er det således deres eget valg, men den sandhed er ilde hørt her op til kvindernes internationale kampdag, mandag. Her lever myten om glasloftet, mandsvældet og undertrykkelsen af kvindelige ledertalenter i bedste velgående. Til trods for at vi daglig kan læse om endnu en udnævnelse af en kompetent, kvindelig topchef, er der stigende tilslutning til en tvangskvotering for at få reduceret antallet af mandlige bestyrelsesmedlemmer. Selv stærke Stine er blevet blød i Bosserne og hælder nu til en tvungen kvote, således at også inkompetente kvinder kan få sig en bestyrelsespost. Og der skal nok være en del kvinder, der mener, at et vellønnet bestyrelsesjob med seks årlige møder er, hvad de forstår ved fast arbejde.
De ihærdige amazoner, der kompromisløst vil have skubbet deres medsøstre ind i bestyrelseslokalerne, må imidlertid forstå, at der eksisterer en logisk og naturlig fødekæde fra direktion til bestyrelse. Bestyrelsen er aktionærernes stedfortræder, og har til opgave at sikre virksomhedens overlevelsesgrundlag og skabe langsigtet vækst og indtjening ofte i skarp international konkurrence.
Nye medlemmer til bestyrelsen rekrutteres blandt kompetente topchefer, der har bevist deres værd ved at skabe succes for deres egen virksomhed. Udover at man herved sikrer en professionel standard i bestyrelsen, er det betryggende for virksomhedens direktion, at bestyrelsen består af folk med ledelseserfaring på topniveau, der tillige forstår arbejdsbetingelserne for en direktion. Kvotepusherne må forstå, at med god ledelse kan man alt. Med halvgod ledelse intet. Mange kvinder vil gerne være mellemledere, men kun få er villige til at sætte alt ind på en karriere, der fører helt til tops. Og når man fravælger at være direktør, fravælger man også at være medlem af en bestyrelse.
I øvrigt er det absurd og lidt komisk, at kvotekravet kun er rettet mod bestyrelsen og ikke også omfatter direktionen, hvor der jo heller ikke sidder for mange kvinder. Både dansk og international selskabslov definerer et selskabs ledelse som både bestyrelse og direktion, hvad der også praktiseres i det daglige arbejde. Det er ikke helt rigtigt, men heller ikke helt forkert at betragte bestyrelse og direktion som et fodboldhold, hvor bestyrelsen er forsvaret og direktionen er angrebet. Hvis man vil have tvungen kvinderepræsentation i bestyrelsen, har det ingen mening, hvis man ikke også kræver tvangskvoter i direktionen. Ingen har hidtil kunnet give en fornuftig forklaring på, hvorfor den kommende begrænsning af maskulint lederskab kun skal ramme den ene halvdel af ledelsesholdet, nemlig bestyrelsen. Det er fint med en kampdag for kvinder, men skal vi ikke lige prioritere opgaverne efter vigtighed og behov. Der findes i dag flere hundrede millioner muslimske kvinder med færre borger- og frihedsrettigheder end kvinderne havde tilkæmpet sig i antikkens Rom for 2.000 år siden.

Utrolig god diskussion, for hvor har Asger Aamund ret i at kvote diskussionen helt har glemt at bestyrelser ikke kun handler om at have en alsidighed igennem kvinder, som objektivt og forhåbentligt grundet erfaring kan sætte spørgsmålstegn ved direktionens gøren og laden. Men at det lige så meget handler om at bestyrelsesposter bliver uddelt til dem som er nået langt i diverse virksomheder. Og så længe kvinder ikke når længere end mellemleder stadiet, er det svært at finde kompetente kvinde-kræfter til bestyrelsesposterne. Når det er sagt skal man huske på to ting, for det første er der faktisk flere kvinder end vi går og tror som er "højt nok oppe" til at kunne blive taget i betragtning (vi møder en del igennem vores arbejde med FN!) Og så skal man passe på ikke at pleje de aldrene bestyrelser for meget, ved kun at lade direktører komme ind i bestyrelser, da de helt automatisk ofte er af en lidt ældre årgang. Det siger jeg ikke fordi jeg håber at flere kvinder komme i bestyrelser uden at være direktører, men fordi jeg tror at et friskt pust fra både yngre mænd og kvinder måske kan have en positivt indvirkning på bestyrelser (siger jeg uden nogensinde at have siddet i en stor anerkendt bestyrelse).

Kvindernes kampdag skal ikke bruges til at kæmpe for, hvad der er politisk korrekt, men hvad der er politisk og moralsk nødvendigt.

Enig, så støt hinanden uanset hvilket valg i tager... hver dag... ikke kun på officielle mærkedage!