2009/03/15

Det vigtigste karrierevalg man kan tage som kvinde at vælge den rigtige mand

Som ung kvinde kan det undre én, at danske mænd vælger at tage så lidt barselsorlov - kun 6 % af den samlede orlov i 2004 (Ligestillingsministeriet). Forundringen styrkes af det faktum at den danske orlovsordning giver meget fleksible rammer for når mænd og kvinder skal vælge, hvem der skal tage orlov, og hvornår den skal lægges.

I Danmark har der desværre ikke været en mediediskurs af betydning om barsel i de senere år. Der har dog været spæde skridt til at tage hul på denne vigtige debat, som især har fokuseret på hvilke instrumenter der kunne tages i brug for at få flere mænd til at tage deres del af barslen (udover de sædvanlige 2 uger). Skal der skabes flere økonomiske incitamenter ? Kræver det øget dialog på arbejdspladsen for at nedbryde ”stigmatiseringen” af mænd der holder 4 måneders barsel?

Jeg mener ikke at de brede, samfundsmæssige tiltag er nok. Kvinders succes på arbejdsmarkedet er i høj grad en afhængig variabel af den opbakning de får fra deres partner på hjemmefronten. Også når det gælder børn og hvordan orloven skal fordeles. Økonomiske tiltag og dialog aside er det springende punkt derfor hvilken mand man som ung kvinde vælger som partner.

Statistikkerne viser, at højt uddannede kvinder ofte vælger mænd med samme uddannelsesniveau. Det er altså ikke et spørgsmål om at man som ung kvinde skal vælge en partner med en kort- eller mellemlang uddannelse – for det gør vi (ofte) ikke. Tværtimod handler det om at lave en forventningsafstemning med sin partner om hvad det vil sige at være forældre, og kræve at dét at få et barn er et fællesprojekt med en fordeling der hedder 50-50. Derfor er det vigtigste karrierevalg man kan tage som kvinde at vælge den rigtige mand.

Dette indlæg er i lige så høj grad en opfordring til unge, veluddannede og vellønnede mænd. I har muligheden for at være rollemodeller for yngre generationer på jeres arbejdspladser når i står overfor muligheden for at tage barsel– om i så er hårdtarbejdende konsulenter, fuldmægtige eller noget helt tredje. Udnyt at den danske regering har sat nogle gavnlige rammer for hvordan og hvornår i kan tage jeres barsel. Ultimativt er det nemlig både i din, din kones og dit barns interesse.

Mette Mikkelsen
FEMALE NAVIGATORS

No comments:

 
Free Hit Counter