Siden man indførte tre måneders øremærket barsel til fædre på Island har 90 procent af fædrene valgt at afholde den øremærkede barsel (en tredjedel gives til faren, en tredjedel til moren og den sidste tredjedel må fordeles efter ønske). I Sverige tager 85 procent af fædrene den øremærkede barsel på to måneder, som blev tildelt ved lov i 1995. Den svenske fædrebarsel ser i øvrigt ud til at blive udvidet til fire måneder hvis den næste svenske regering bliver socialdemokratisk.
Både på Island og i Sverige og Norge gælder det, at hvis fædrene takker nej til den øremærkede barsel, frafalder retten til denne del af samtid med barnet eftersom mødrene ikke kan overtage fædrenes aflagte barsel.
Kritikken i Danmark går ofte på at mændene ikke skal tvinges på barsel hvis de ikke vil – men det behøver de jo rent faktisk heller ikke. Men studier fra Sverige viser faktisk at faren engagement i familien betyder en lavere skilsmisserate, samt et bedre udgangspunkt for forhandling af forældremyndigheden i de tilfælde hvor en skilsmisse faktisk indtræder. Derudover har Svensk Institut for vurdering af Arbejdsmarkedspolitikken (2010) fremlagt et studie der viser, at kvinders kvindernes fremtidige årlige indtjening stiger med næsten syv procent for hver måned faren er på barselsorlov. Dvs. altså en positiv sidegevinst som udgør et skridt i den rigtige retning for ligestilling på lønnen.
Så venter vi bare på ligestillingsministeren, Lykke Friis.
Følg debatten på:
http://www.berlingske.dk/danmark/danske-faedre-nordens-slappeste-til-babypasning
http://www.information.dk/240966
2010/08/12
2010/08/03
Perception eller Realitet?
Som ung ambitiøs kvinde stræber man unægtelig efter at nå langt, men at der kan være ulideligt koldt på toppen kan to danske politikere i disse dage skrive under på. De sidste dages intense debat i medierne vidner om at Udenrigsminister Lene Espersen og Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt i den grad befinder sig i noget af et politisk stormvejr.
Debatten har mange interessante aspekter, et af dem er at hvor det i realiteten er Helle T. der har det største forklaringsmæssige problem, i forhold til at have givet urigtige oplysninger, er det Lene E. der fremstår som den der har det største troværdighedsproblem. Og hvorfor nu det? Kan vores perception af noget i den grad ændre på opfattelse af realiteterne?
Tillad mig at uddybe: Lene E. valgte ikke at afbryde sin ferie i Italien for at deltage i et udenrigsministermøde i Brussels, som de sidste fire danske udenrigsministre ikke har deltaget i. Det lyder i realiteten ikke som en direkte dårlig prioritering. Det er perceptionen den er gal med! Få har glemt Mallorca-Lene der valgte sol og strand frem for geopolitik og Hillary - og det er dette fejlvalg der rider hende som en mare. Den folkelig perception af Lene E. er nu sådan at hvert eneste møde hun fravælger er dømt til at blive blæst op på landets forsider, om end vi alle ved at det realistisk set ikke er muligt for ministre at deltage i alle møder. Realiteten for Lene E. er at en nylig undersøgelse i Jyllands-Posten viser at 80% ikke mener at hun er den rette udenrigsminister for Danmark. Helle T. derimod har efter min mening, haft langt bedre rådgivning. Dagen efter det kom frem at hun havde givet forkerte oplysninger stod hun ansigt til ansigt med den danske presse i Kastrup, efter at have afbrudt sin ferie vel og mærke. At det gav point på kontoen må dog til dels tilskrives Lene E. I realiteten er Helle T’s krise efter min mening langt den største og om end de to kvinders kriser på ingen måde er direkte sammenlignelige er det perceptionen af Lene E. der styrker Helles sag og får hende til at fremstå professionel og vigtigst af alt ærlig og reel. Rådgivningen af Lene E. har efter min mening været fatal – at man efter 60 dage vælger at stå frem og erkende sit fejlvalg har en boomerang-effekt. For mig (og det øvrige Danmark efter meningsmålingerne at dømme) fremstod det som påtaget og til stadighed fremstår Lene E. i disse dage for mig som selvmedliden og stædig. Ikke kvaliteter man umiddelbart forbinder med en potentiel fremtidig statsminister. Der skal ikke herske tvivl om at jeg i realiteten godt forstår Lene E’s frustration – Arctic 5 var en fejl, det har hun også erkendt (om end lettere forsinket), men at juli-mødet i EU fravælges er reelt nok, havde det ikke været fordi at perceptionen af Lene for tiden er helt i bund.
Folkets perception er noget af det sværeste at ændre på og om end det synes mest oplagt at forholde sig til realiteterne – er det vist på tide at skifte fokus. Det er min personlige opfattelse at den nuværende sag er en storm i et glas vand – men folkets perception har placeret Lene E. direkte i orkanens øje og det er nu engang den realitet hun må forholde sig til.
Sarah Heiberg Landsted
Debatten har mange interessante aspekter, et af dem er at hvor det i realiteten er Helle T. der har det største forklaringsmæssige problem, i forhold til at have givet urigtige oplysninger, er det Lene E. der fremstår som den der har det største troværdighedsproblem. Og hvorfor nu det? Kan vores perception af noget i den grad ændre på opfattelse af realiteterne?
Tillad mig at uddybe: Lene E. valgte ikke at afbryde sin ferie i Italien for at deltage i et udenrigsministermøde i Brussels, som de sidste fire danske udenrigsministre ikke har deltaget i. Det lyder i realiteten ikke som en direkte dårlig prioritering. Det er perceptionen den er gal med! Få har glemt Mallorca-Lene der valgte sol og strand frem for geopolitik og Hillary - og det er dette fejlvalg der rider hende som en mare. Den folkelig perception af Lene E. er nu sådan at hvert eneste møde hun fravælger er dømt til at blive blæst op på landets forsider, om end vi alle ved at det realistisk set ikke er muligt for ministre at deltage i alle møder. Realiteten for Lene E. er at en nylig undersøgelse i Jyllands-Posten viser at 80% ikke mener at hun er den rette udenrigsminister for Danmark. Helle T. derimod har efter min mening, haft langt bedre rådgivning. Dagen efter det kom frem at hun havde givet forkerte oplysninger stod hun ansigt til ansigt med den danske presse i Kastrup, efter at have afbrudt sin ferie vel og mærke. At det gav point på kontoen må dog til dels tilskrives Lene E. I realiteten er Helle T’s krise efter min mening langt den største og om end de to kvinders kriser på ingen måde er direkte sammenlignelige er det perceptionen af Lene E. der styrker Helles sag og får hende til at fremstå professionel og vigtigst af alt ærlig og reel. Rådgivningen af Lene E. har efter min mening været fatal – at man efter 60 dage vælger at stå frem og erkende sit fejlvalg har en boomerang-effekt. For mig (og det øvrige Danmark efter meningsmålingerne at dømme) fremstod det som påtaget og til stadighed fremstår Lene E. i disse dage for mig som selvmedliden og stædig. Ikke kvaliteter man umiddelbart forbinder med en potentiel fremtidig statsminister. Der skal ikke herske tvivl om at jeg i realiteten godt forstår Lene E’s frustration – Arctic 5 var en fejl, det har hun også erkendt (om end lettere forsinket), men at juli-mødet i EU fravælges er reelt nok, havde det ikke været fordi at perceptionen af Lene for tiden er helt i bund.
Folkets perception er noget af det sværeste at ændre på og om end det synes mest oplagt at forholde sig til realiteterne – er det vist på tide at skifte fokus. Det er min personlige opfattelse at den nuværende sag er en storm i et glas vand – men folkets perception har placeret Lene E. direkte i orkanens øje og det er nu engang den realitet hun må forholde sig til.
Sarah Heiberg Landsted
Subscribe to:
Posts (Atom)
