2009/09/22

Selskaber i C20 indekset: 17 ud af 174 chefer og direktører er kvinder

Hvor går lærdommen tabt fra de mange udbudte ledelseskurser hvor der argumenteres for, via statistikker og performance fakta, at forskellighed skaber udvikling og at virksomheder med både kvinder og mænd i chefstillingerne klarer sig økonomisk bedre?

I en netop offentliggjort optælling foretaget af RB-Børsen lader det til, at det ellers så klare budskab, er gået hen over hovedet på de danske C20 virksomheder.

Èn af mange reaktioner på artiklen kommer fra ’MC’ og lyder således: ”Christ! Jeg er så ubeskriveligt træt af den diskussion om hvor mange mænd kontra kvinder, der er på direktionsgangene rundt omkring i landets virksomheder. Det er så ubeskriveligt ligegyldigt!!! Vi har ligestilling i Danmark. Alle mennesker har, uanset deres køn, mulighed for at stræbe imod at få de samme job og samme uddannelser. Ligestilling betyder at folk fra begge køn har de samme rettigheder. IKKE at der med djævlens vold og magt skal være lige mange mandlige og kvindelige personer, der arbejder indenfor en given type job eller industri.”

Her tænker jeg så; ja MC har ret i, at mange af artiklerne der pryder ”kvinder i ledelse” debatten kører efter den samme gamle plade. Og ærlig talt, når man har hørt den et par gange, så bliver den mindre gennemslagskraftig og kedelig. Når det så er sagt så er det langt fra ligegyldigt – officiel ligestilling mellem køn i erhvervslivet har der jo været i mange år i Danmark, men accepteret ligestilling i erhvervslivet og samfundet som helhed – både hos mænd og kvinder – er først ved at indfinde sig. I sidste ende taler de lave tal for antallet af dygtige kvinder med indflydelse i erhvervslivet sit eget sprog – og vi ved jo alle sammen at poolen for veluddannede kvinder som udgangspunkt er lige så stor som for veluddannede mænd osv osv.

I går lød en overskrift, på en undersøgelse foretaget af Capacent Research, at 46 pct. af alle mænd er villige til at stige mindre i løn, så de kvindelige kolleger kan stige mere. Om dette er en sund måde at fremme ligestilling på kan man så mene hvad man vil. Men for mig er dette et eksempel på at den offentlige debat – på trods af hvor ensporet denne til tider kan være – reelt set er medvirkende til en holdningsændring blandt danskerne, både hos mænd men især også hos kvinderne selv.

Tallet 17 ud af 174 er selvfølgelig alt for lavt, men jeg er sikker på én ting nemlig at tallet ikke bliver mindre i fremtiden. Kvinderne som har lyst til at dedikere sig til en krævende chefstilling er nemlig derude og i takt med, at der langsomt sker en holdningsændring blandt danskerne selv og internt i selskaberne, kan man kun være optimist.

Rikke Nørgaard
FEMALE NAVIGATORS

No comments:

 
Free Hit Counter