2009/09/28

Ligestilling = kønskvotering? Bred nu debatten ud!

Jeg undrer mig stadig over, at det første mange kloge og kompetente kvinder nævner, når debatten falder på ligestilling, er kønskvotering, og hvor meget de ønsker at tage afstand til denne debat.

Der er uendeligt mange aspekter at tage fat i ligestillingsdebatten. I flæng kan nævnes: barselspolitik, offentlig diskurs, uformel diskriminering, hvorfor kvinder ikke vil være topledere, ”rip, rap og rup-effekten”, opdragelse og socialisering i den tidlige barndom, fordomme og forventinger til kvindelighed og mandlighed, eksisterende strukturer og værdier osv osv. Alligevel bliver aspektet om kønskvotering fremhævet som det første blandt mine kvindelige bekendte og venner. Jeg undrer mig over, hvorfor dette emne tager så meget fokus fremfor de andre mindst lige så relevante emner?

Af og til virker det som panisk angst for at blive stigmatiseret som offer eller mindre kompetent. Og man synes at stå overfor et velforberedt angreb imod kvotering som ligestillingens fjende nummer et. Lynhurtigt står man i en forsvarsposition mod de kvinder, der burde være ens allierede, og skal forsvare et standpunkt, som man muligvis ikke engang er enig i. Hvorfor, dette er sådan, er yderst interessant, men måske mindre relevant her.

Men jeg undrer mig over, hvorfor det allerede i den indledende fase skal være så svært at indlede en saglig diskusion omkring emnet uden at bruge 10 min på at forsvare og redegøre for ens holdning til kønskvotering, når dette i virkeligheden kun er emne, der vedrører, hvordan vi løser problemet og ikke hvorvidt der er, eller hvad der er problemet.

Hvorom alting er, synes jeg, det er vigtigt, at vi anerkender alsidigheden af debatten, og at vi i den daglige debat på job og i andre sociale situationer starter diskussionen åbent, breder os ud og fjerner os en smule fra dette aspekt og i stedet diskuterer virkeligheden, som den rent faktisk ser ud i dag og ikke et fremtidsscenarie, der endnu har meget lange udsigter.

Mia Jung
FEMALE NAVIGATORS

No comments:

 
Free Hit Counter