Asiens ufødte pigebørn og rastløse ungkarle

Asien halter stadig bagud i forhold til at pigebørn i mange asiatiske lande fortsat ikke har samme værdi som drengebørn. Dette er fokus for dagens blog, der er taget fra den danske ambassade i Singapore’s nyhedsbrev.

I især de fattige asiatiske lande har piger traditionelt set været forbundet med høje udgifter for familien, idet familien skal betale en høj medgift, når de skal giftes, ligesom pigerne, når de bliver gift må forlade familien, hvorimod drengene bliver og kan forsørge forældrene. Der er sågar et hinduistisk ordsprog, der siger: ”at opfostre en datter er ligesom at vande sin nabos have”. Samtidig ønsker mange unge par sig små familier, så man er mindre tilbøjelig til at ’tage, hvad der kommer, og prøve igen’.
Ifølge en nylig artikel i the Economist er kønsubalancen på nyfødte børn Nordindien nu forrykket så meget, at der for hver 100 pigebørn, der bliver født, bliver født 120 drenge. Nogle steder i Kina er raten helt oppe på 130. I en sund befolkning vil drengefødsler ligge mellem 104-106, da naturen selv tager højde for, at der forekommer en hyppigere dødelighed hos drengebørn end hos piger. En rate på 120:100 er dog ude af proportioner.

Man ser allerede konsekvenserne af denne praksis i lande som Kina og Indien. Ifølge en FN-rapport vil antallet af mænd overstige antallet af kvinder med 23 mio. i Indien og 26 mio. i Kina inden 2030. Andre estimater er endnu højere.
Umiddelbart skulle man tro, at kønsubalancen gjorde sig mest gældende i de fattige lande, hvor det kan have de største økonomiske konsekvenser for familien, om man får en dreng eller en pige. Men ifølge the Economist gør ubalancen i kønnene sig også gældende i rige økonomier som Singapore og Taiwan. På samme måde er problemet faktisk størst i Kina og Indien i de rige områder, hvor uddannelsesniveauet i befolkningen er højt.

Det hænger bl.a. sammen med den teknologiske udvikling på hospitalerne, der muliggør, at man kan se kønnet på sit ufødte barn allerede i tredje måned – i god nok tid til at man kan nå at få en abort, hvis man foretrækker et andet køn. Skønt det har været forbudt siden midten af 1990’erne både i Kina og i Indien, er det svært at bevise, at en scanning er foretaget for at udvælge barnets køn.

De skæve kønsrater medfører et andet stigende problem: ungkarle. Ifølge en rapport fra januar i år fra Chinese Academy of Social Sciences (CASS) vil der mangle en viv til hver femte unge mand i Kina. Således forventes Kina om ti år at have op til 40 mio. flere mænd end kvinder på under 19 år. Antallet af ugifte mænd i Kina vil i 2020 være ligeså stort som antallet af unge mænd generelt i hele USA.

Også i Nordindien udgør de unge singlemænd et problem, hvor mange er begyndt at rejse langt for at finde sig en mage. Samtidig betyder dette, at mændene ofte må gifte sig under ’sin stand’, hvilket ikke er velanset i lokalsamfundene.
Det stigende antal single mænd udgør således en stigende udfordring netop i lande som Kina og Indien, hvor social status og accept er forbundet med ægteskab og familie. Samtidig menes der at være en sammenhæng mellem de rastløse ungkarle og kriminalitetsraten, hvilket underbygges af historier om bruderov, stigende prostitution og handel med kvinder.
Èt sted i verden har man dog formået at ændre på den skæve kønsbalance: Sydkorea.

Sydkorea var et af de første lande, der kunne rapportere en skæv kønsbalance allerede i starten af 1980’erne. Men i 1990’erne begyndte de stigende rater at vende og i 2003 var de ’nede’ på en mere acceptappel rate på 110 til 100. Kvinder, der får en uddannelse, ligestillingspolitik og personalepolitikker imod kønsdiskriminering har ændret den generelle holdning til piger i kulturen, hvor præferencer for drengebørn i dag virker en smule gammeldags.

Derudover har man i Sydkorea løst problemet med overskuddet af ungkarle i samfundet ved at ’importere’ kvinder fra andre lande. Eksempelvis findes der i Vietnam såkaldte ’marriage brokers’ som lever af at foretage ægteskabsmatch mellem vietnamesiske kvinder og sydkoreanske mænd. Som følge af denne taktik forventer den sydkoreanske regering at helt op til halvdelen af børn på landet i 2020 vil være ’kosians’ – en ny sydkoreansk betegnelse for blandede koreanske og asiatiske børn.
Skulle loven om udbud og efterspørgsel også gælde på dette område, synes det åbenlyst, at samfundets ’værdiansættelse’ af pigebørn vil stige. Et tegn herpå er, at det nu forekommer, at også mandens familie skal have en medgift med for at sikre sig en af de ’knappe brude’. Derudover har Kinas ét-barns-politik fx resulteret i, at de kinesiske arbejdsgivere i større grad er begyndt at efterspørge kvinder, idet de forkælede drengebørn siges at have en dårlig arbejdsmoral.

Men skal der virkelig ske noget, inden den kønslige ubalance hos nyfødte børn får skævvredet forholdet mellem mænd og kvinder mange generationer frem, må regeringerne i de asiatiske lande frem i skoen og gøre en helhjertet indsats for at fremme ligestilling og udligne det statusskel, der stadig hersker.
Jeg krydser fingre!

Sarah Heiberg Landsted
Female Navigators