In a recent article by the Financial Times it is noted that the trend to get women on boards is not going in the desired direction (namely up). But although this being a negative development, it is not exactly new. New to me was though, that there seems to be a belief among some economists that had there been more women on boards the financial crisis might altogether never have happened! Although I like to have faith in the abilities of my gender I must admit that this seems to be a rather bold statement. Read for yourself and please try to change my perception because if we can change that big macroeconomic trends we are more needed than ever hoped for
Read more here.
Michelle Holmboe Thorsen
FEMALE NAVIGATORS
2009/11/30
2009/11/22
Er det tid til at se på løsninger frem for at pege fingre?
Feminister i dag har sandelig ikke fået det lettere. Nu er det minsandten fy-fy at ønske sig at kvinder kommer frem i direktionsgangene og i bestyrelseslokalerne, fordi forfordelingen pludselig er synd for de mænd det går ud over. Sådan har vi kvinder været afholdt fra de store muligheder og chancer, og når vi endelig begynder at se en snert af noget velvilje i vores retning, så er der virkelig noget galt?
Det er i hvert Leny Malacinskis (LM) syn på sagen. I sin bog ”Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt” forsøger LM, at forstå feministernes ønsker om ligestilling, men ender med at afvise de facto, at kvinder diskrimineres.
Hendes fremgang med anvendelse af diverse undersøgelse er mild sagt langt fra videnskabelig, men selv hvis ser bort fra dette minus ved bogen, fremhæver hun blandt andet nogle kvindegrupper, som i min optik har meget lidt med erhvervskvinders problemer om glaslofter og karriere at gøre. Ét eksempel på dette, er de fordelagtige summer som udloddes til universiteterne for at ansætte kvinder i forskerjobs. Et andet eksempel er de prostituerede, som selv har valgt denne levevej, og som mener at reglerne for prostitution begrænser mere end det hjælper. Men er dette virkelig en ligestillingssag som kan sidestilles med kvotering af bestyrelsesposter?
Med denne ’blandet landhandel’ facon rubricerer LM, alle de kvindegrupper, som kæmper for ligestilling, under den samme feminist-klassifikation, uden at tænke på, at verden jo altså er en lille smule mere nuanceret, og at os som gerne ser at dygtige erhvervskvinder også får de samme muligheder som deres mandlige pendanter, ikke nødvendigvis vil gå på barrikaderne på samme måde for at sikre flere kvinder i forskerfag eller nødvendigvis vil have afviklet de prostitueredes rettigheder. Som man siger i erhvervslivet; Hun blander simpelthen æbler og pærer sammen!
Oven i dette, bruger LM mere tid på at kritisere de nuværende og få tiltag, der eksisterer for at skabe mere ligestilling mellem kvinder og mænd, i stedet for at komme med konstruktive løsninger på udfordringen; nemlig, at vi har en kæmpe professionel talentmasse som ikke bliver udnyttet grundet glaslofter, rødvinsklubber og mandenetværk. Som Hanne-Vibeke Holst udtaler i bogen omkring erhvervslivet (selvfølgelig meget generaliserende, men med masser af sandhed gemt i sig): ”der finder allerede en meget stor kønskvotering sted nu til fordel for mænd. Den er bare uformel” (s. 69).
Selvfølgelig skal den mest kompetente mand eller kvinde have jobbet, men LM fortæller os, at der decideret er mangel på de kompetente kvinder. Tja….. hvis ét af kravene for en bestyrelsespost er, at man skal have siddet eller sidde i én eller flere bestyrelser, så tror da pokker, at så få kvinder sidder med til højbords. For vi har jo slet ikke fået tilbuddet førhen eller nu…! Så måske er det mændenes skyld selv (eller LMs skyld pga. bogen) hvis vi i Danmark netop indfører kvindekvoten som i Norge, for at sikre, at kvinderne i hvert fald ikke kan afvises med dét argument, at vi ikke har erfaringen. Omvendt ville det være en fin gestus at undgå kvoteringen, men så ville det kræve at kravet om direkte bestyrelseserfaring blev slækket til fordel for faglig og professionel ekspertise (som mændene forhåbentlig også er udvalgt efter?).
Når langt størstedelen af topposterne og bestyrelsespladserne varetages af mænd, må nogle af disse – ikke alle – være under middel på kompetence-scalaen… eller? Og det er netop her, at de kvalificerede kvinder skal ind. I stedet for at alle mænd ser kvindernes fremmarch som en trussel burde de kvalificerede bestyrelsesformænd, se på mulighederne i at få ryddet ud, hvor der trænger, og så i det mindste give de kvalificerede kvinder en anbefaling for at stille sig i spotlyset…! Faktum er, at der over en bred kam er lige mange kvalificerede og ukvalificerede mænd som betræder vigtige poster i Dansk erhvervsliv. For kvindepuljen må vi formode at fordelingen ligeså er 50-50, så vi derfor ikke bør udelukkes grundet vores kompetencer. Det mest fornuftige ville vel være at få udskiftet de inkompetente mænd med de kompetente kvinder, eller hvad?
LM opsøger desuden en selvudnævnt ekspert i kønsforskelle, hjerneforsker Peter Lund Madsen, som på ’videnskabelig’ vis afgør ligestillingssagen med at konstatere, at kvinderne dybest set hellere vil tage barsel end mændene, hvilket derfor skaber den skævvridning vi har set op indtil i dag (s. 158). Desuagtet at dette må være hans personlige fortolkning frem for en videnskabelig udtalelse, vil jeg mene, at den primære grund til at kvinderne vælger den fulde eller en længere udgave af barslen, skal findes i det enkle argument, at så længe mænd tjener mere end kvinder, i samme job, så ender det som en økonomisk beslutning, frem for et spørgsmål om erfaring eller evner, at kvinderne oftere end mænd går derhjemme. Dette synspunkt bekræftes (heldigvis) i bogen af Mette Deding, som ifølge LM er dén forsker i Danmark, som ved mest om ligeløn. Mette Deding fortsætter: ”Der er faktisk lige kommet en analyse, der viser, at kvinder med børn mister cirka seks procent i løn. Mænd, der får børn, går ikke ned i løn, de får tværtimod mere (…) hvis mænd begynder at tage noget af barslen, vil det gøre folk mere lige på arbejdsmarkedet” (s. 189). Så det er i virkeligheden måske i forbindelse med fordelingen af barselsorloven, at en egentlig kvotering ville kunne sætte skub i ligestillingen, så hverken kvinder eller mænd længere kan undskylde sig.
Og så lad mig slå et sidste slag for ligestilling og ønske mig af den nuværende og kommende regering(er), at man tør ansætte en minister, som faktisk gør noget, frem for at sidde på hænderne, uden at vise en tydelig holdning eller vej fremad. Ingen af de to tidligere ministre (endda en mand og en kvinde) eller nuværende Inger Støjberg synes at turde stille sig frem og vise kulør. Kan det mon være fordi at regeringen ikke har valgt den mest kompetente mand eller kvinde til jobbet? Hvilket bringer mig til det eneste sted, hvor LM måske har fat i den lange ende hvad angår ligestilling i Danmark: I ligestillingsloven har man nemlig kun kvinderne under ligestillingsbeskyttelse i stedet for at beskytte både mænd og kvinder, der måtte opleve uetisk behandling i erhvervslivet. Her kunne en ny og mere initiativrig ligestillingsminister eventuelt starte med at sætte sit præg på debatten – ikke mindst for at skabe den nødvendige forståelse og respekt fra dem, som udelukkende sammenstiller ligestilling med feministerne…
Bøger som LMs er desværre med til at ødelægge den måske lovende debat, som er ved at indfinde sig i Danmark, og sætter dermed en prop i ligestillingsdebatten, som øvrigt ikke bliver fatalt mindre, når vi i fremtiden er færre unge til at betale for flere ældre. Giv kvinderne pladsen og mulighederne, så er der i hvert flere til at trække læsset…
Sarah-Alice Skade-Rasmussen
P.S. Og så behøver jeg vel ikke kommentere yderligere at LMs bog også vrimler med grumme generaliseringer omkring forskelle på mænd og kvinder, som f.eks. når par flytter sammen får manden kun lov til at beholde sit anlæg og tv, og kvinden ellers smider alt andet ud? Altså undertegnede havde ikke noget ønske om at smide min bedre halvdels ting ud, tværtimod var jeg mere end almindeligt taknemlig for mange af de smukke ting, han kom med fra sit hjem, som i dag, sammen med mine ting udgør et venligt og ikke-kønsdiskrimineret hjem!
Det er i hvert Leny Malacinskis (LM) syn på sagen. I sin bog ”Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt” forsøger LM, at forstå feministernes ønsker om ligestilling, men ender med at afvise de facto, at kvinder diskrimineres.
Hendes fremgang med anvendelse af diverse undersøgelse er mild sagt langt fra videnskabelig, men selv hvis ser bort fra dette minus ved bogen, fremhæver hun blandt andet nogle kvindegrupper, som i min optik har meget lidt med erhvervskvinders problemer om glaslofter og karriere at gøre. Ét eksempel på dette, er de fordelagtige summer som udloddes til universiteterne for at ansætte kvinder i forskerjobs. Et andet eksempel er de prostituerede, som selv har valgt denne levevej, og som mener at reglerne for prostitution begrænser mere end det hjælper. Men er dette virkelig en ligestillingssag som kan sidestilles med kvotering af bestyrelsesposter?
Med denne ’blandet landhandel’ facon rubricerer LM, alle de kvindegrupper, som kæmper for ligestilling, under den samme feminist-klassifikation, uden at tænke på, at verden jo altså er en lille smule mere nuanceret, og at os som gerne ser at dygtige erhvervskvinder også får de samme muligheder som deres mandlige pendanter, ikke nødvendigvis vil gå på barrikaderne på samme måde for at sikre flere kvinder i forskerfag eller nødvendigvis vil have afviklet de prostitueredes rettigheder. Som man siger i erhvervslivet; Hun blander simpelthen æbler og pærer sammen!
Oven i dette, bruger LM mere tid på at kritisere de nuværende og få tiltag, der eksisterer for at skabe mere ligestilling mellem kvinder og mænd, i stedet for at komme med konstruktive løsninger på udfordringen; nemlig, at vi har en kæmpe professionel talentmasse som ikke bliver udnyttet grundet glaslofter, rødvinsklubber og mandenetværk. Som Hanne-Vibeke Holst udtaler i bogen omkring erhvervslivet (selvfølgelig meget generaliserende, men med masser af sandhed gemt i sig): ”der finder allerede en meget stor kønskvotering sted nu til fordel for mænd. Den er bare uformel” (s. 69).
Selvfølgelig skal den mest kompetente mand eller kvinde have jobbet, men LM fortæller os, at der decideret er mangel på de kompetente kvinder. Tja….. hvis ét af kravene for en bestyrelsespost er, at man skal have siddet eller sidde i én eller flere bestyrelser, så tror da pokker, at så få kvinder sidder med til højbords. For vi har jo slet ikke fået tilbuddet førhen eller nu…! Så måske er det mændenes skyld selv (eller LMs skyld pga. bogen) hvis vi i Danmark netop indfører kvindekvoten som i Norge, for at sikre, at kvinderne i hvert fald ikke kan afvises med dét argument, at vi ikke har erfaringen. Omvendt ville det være en fin gestus at undgå kvoteringen, men så ville det kræve at kravet om direkte bestyrelseserfaring blev slækket til fordel for faglig og professionel ekspertise (som mændene forhåbentlig også er udvalgt efter?).
Når langt størstedelen af topposterne og bestyrelsespladserne varetages af mænd, må nogle af disse – ikke alle – være under middel på kompetence-scalaen… eller? Og det er netop her, at de kvalificerede kvinder skal ind. I stedet for at alle mænd ser kvindernes fremmarch som en trussel burde de kvalificerede bestyrelsesformænd, se på mulighederne i at få ryddet ud, hvor der trænger, og så i det mindste give de kvalificerede kvinder en anbefaling for at stille sig i spotlyset…! Faktum er, at der over en bred kam er lige mange kvalificerede og ukvalificerede mænd som betræder vigtige poster i Dansk erhvervsliv. For kvindepuljen må vi formode at fordelingen ligeså er 50-50, så vi derfor ikke bør udelukkes grundet vores kompetencer. Det mest fornuftige ville vel være at få udskiftet de inkompetente mænd med de kompetente kvinder, eller hvad?
LM opsøger desuden en selvudnævnt ekspert i kønsforskelle, hjerneforsker Peter Lund Madsen, som på ’videnskabelig’ vis afgør ligestillingssagen med at konstatere, at kvinderne dybest set hellere vil tage barsel end mændene, hvilket derfor skaber den skævvridning vi har set op indtil i dag (s. 158). Desuagtet at dette må være hans personlige fortolkning frem for en videnskabelig udtalelse, vil jeg mene, at den primære grund til at kvinderne vælger den fulde eller en længere udgave af barslen, skal findes i det enkle argument, at så længe mænd tjener mere end kvinder, i samme job, så ender det som en økonomisk beslutning, frem for et spørgsmål om erfaring eller evner, at kvinderne oftere end mænd går derhjemme. Dette synspunkt bekræftes (heldigvis) i bogen af Mette Deding, som ifølge LM er dén forsker i Danmark, som ved mest om ligeløn. Mette Deding fortsætter: ”Der er faktisk lige kommet en analyse, der viser, at kvinder med børn mister cirka seks procent i løn. Mænd, der får børn, går ikke ned i løn, de får tværtimod mere (…) hvis mænd begynder at tage noget af barslen, vil det gøre folk mere lige på arbejdsmarkedet” (s. 189). Så det er i virkeligheden måske i forbindelse med fordelingen af barselsorloven, at en egentlig kvotering ville kunne sætte skub i ligestillingen, så hverken kvinder eller mænd længere kan undskylde sig.
Og så lad mig slå et sidste slag for ligestilling og ønske mig af den nuværende og kommende regering(er), at man tør ansætte en minister, som faktisk gør noget, frem for at sidde på hænderne, uden at vise en tydelig holdning eller vej fremad. Ingen af de to tidligere ministre (endda en mand og en kvinde) eller nuværende Inger Støjberg synes at turde stille sig frem og vise kulør. Kan det mon være fordi at regeringen ikke har valgt den mest kompetente mand eller kvinde til jobbet? Hvilket bringer mig til det eneste sted, hvor LM måske har fat i den lange ende hvad angår ligestilling i Danmark: I ligestillingsloven har man nemlig kun kvinderne under ligestillingsbeskyttelse i stedet for at beskytte både mænd og kvinder, der måtte opleve uetisk behandling i erhvervslivet. Her kunne en ny og mere initiativrig ligestillingsminister eventuelt starte med at sætte sit præg på debatten – ikke mindst for at skabe den nødvendige forståelse og respekt fra dem, som udelukkende sammenstiller ligestilling med feministerne…
Bøger som LMs er desværre med til at ødelægge den måske lovende debat, som er ved at indfinde sig i Danmark, og sætter dermed en prop i ligestillingsdebatten, som øvrigt ikke bliver fatalt mindre, når vi i fremtiden er færre unge til at betale for flere ældre. Giv kvinderne pladsen og mulighederne, så er der i hvert flere til at trække læsset…
Sarah-Alice Skade-Rasmussen
P.S. Og så behøver jeg vel ikke kommentere yderligere at LMs bog også vrimler med grumme generaliseringer omkring forskelle på mænd og kvinder, som f.eks. når par flytter sammen får manden kun lov til at beholde sit anlæg og tv, og kvinden ellers smider alt andet ud? Altså undertegnede havde ikke noget ønske om at smide min bedre halvdels ting ud, tværtimod var jeg mere end almindeligt taknemlig for mange af de smukke ting, han kom med fra sit hjem, som i dag, sammen med mine ting udgør et venligt og ikke-kønsdiskrimineret hjem!
2009/11/18
At være feminist er ikke karrierefremmende
”Masser af de dygtige, yngre, veluddannede kvinder er vokset op i en overflodstid, som ikke kaldte på oprør. De er tit for tilbageholdende med at bede om lønforhøjelse og avancement og mangler mændenes selvhævdende adfærd. Og de har lært, at oprørske kvinder er dårligt nyt. For den dæmonisering af feminismen, som begyndte i 90’erne og er fortsat helt op til i dag, har lagt effektivt låg på de yngre kvinders kritik af manglende ligestilling. At være feminist er ikke karrierefremmende, så kort kan det siges. Og det kan tilføjes, at det har det aldrig været. (Men det er noget sjovere end at være passiv).”
Suzanne Giese, forfatter
Suzanne Giese, forfatter
2009/11/13
MORGENDAGENS ANSVARLIGE GLOBALE LEDERSKAB
Fra Sydafrika tilbage til København:
D. 29. oktober 2009 holdt Udviklingsminister Ulla Tørnæs' tale ved konferencen ”Leadership Challenge” i Axelborg, København.
Her tog hun udgangspunkt i finanskrisen og de globale udfordringer, hvor der er behov for, at erhvervslivet engagerer sig i endnu højere grad, end tilfældet er i dag. Her pointerer hun at der er tale om en ny moderne virksomhedsledelse: ”Vi ser en klar tendens til, at moderne virksomhedsledelse ikke kun handler om finansiel risikostyring. Moderne virksomhedsledelse handler også om global risikostyring i forhold til globale udfordringer!”.
Men moderne virksomhedsledelse handler også om at tage ansvar for både klima og fattigdoms-problematikker: ”Fattigdom har mange ansigter. Fattigdom er ikke kun et spørgsmål om ikke at have penge nok til at klare dagen og vejen. Fattigdom handler også om de muligheder, det enkelte individ ikke får gennem livet”.
Ulla Tørnæs inddrager FNs Millennium Development Goals, som hun tilføjer, er afgørende for at millioner af mennesker kan løftes ud af fattigdom:”Det gælder ikke mindst i forhold til mål 3, der handler om kvinders ligestilling. Her har vi fra dansk side mobiliseret en række centrale beslutningstagere i bestræbelserne på at fremme lighed mellem kvinder og mænd i udviklingslande”.
- Og det er her det begynder at blive interessant i forhold til at følge op på kvinders ligestilling i Sydafrika: ”Kvinders potentiale for at skabe økonomisk vækst er på mange måder nøglen til udvikling. Sammenhængen er ganske enkel. For hvis halvdelen af et lands befolkning ikke har adgang til kredit, teknologi, uddannelse og ret til at eje jord og ejendom, vil de menneskelige ressourcer ikke blive udnyttet optimalt. Det siger næsten sig selv!”
Kvinder og ledelse er således ikke blot på agendaen i Danmark, men Ulla Tørnæs har også intentioner om flere kvindelige ledere internationalt: ”Det er ingen hemmelighed, at jeg gerne ser, at vi både i Danmark og internationalt får flere kvindelige ledere. Jeg har mødt adskillige driftige, innovative kvindelige ledere på mine mange rejser. De er på ingen måder deres mandlige kolleger underlegne – snarere tværtimod. Og de har inspireret mig”.
Til slut tilføjer hun: ”Når jeg skuer ud over deltagerne i dag, kan jeg ikke dy mig: "Morgendagens ansvarlige globale leder må gerne være kvinde!”.
Men gad vide, hvordan Ulla Tørnæs´ fine intentioner bliver en realitet set i lyset af Sydafrikas seks primære holdninger angående den samfundsmæssige accept af vold mod kvinder, som antages at være den største hindring for kvinders rettigheder?
Et skridt på vejen er privatsektor dreven udvikling og dermed danske virksomheders tilslutning til principperne bag FN’s Global Compact, som er nødvendig for at forbedre levevilkår for millioner af mennesker i udviklingslandene. Den ansvarlige globale virksomhedsleder har derfor stillet sig selv spørgsmålet: Hvordan kan min virksomhed understøtte ligestilling mellem kvinder og mænd?
Ida Winberg Hemmingsen
FEMALE NAVIGATORS
Fra Sydafrika tilbage til København:
D. 29. oktober 2009 holdt Udviklingsminister Ulla Tørnæs' tale ved konferencen ”Leadership Challenge” i Axelborg, København.
Her tog hun udgangspunkt i finanskrisen og de globale udfordringer, hvor der er behov for, at erhvervslivet engagerer sig i endnu højere grad, end tilfældet er i dag. Her pointerer hun at der er tale om en ny moderne virksomhedsledelse: ”Vi ser en klar tendens til, at moderne virksomhedsledelse ikke kun handler om finansiel risikostyring. Moderne virksomhedsledelse handler også om global risikostyring i forhold til globale udfordringer!”.
Men moderne virksomhedsledelse handler også om at tage ansvar for både klima og fattigdoms-problematikker: ”Fattigdom har mange ansigter. Fattigdom er ikke kun et spørgsmål om ikke at have penge nok til at klare dagen og vejen. Fattigdom handler også om de muligheder, det enkelte individ ikke får gennem livet”.
Ulla Tørnæs inddrager FNs Millennium Development Goals, som hun tilføjer, er afgørende for at millioner af mennesker kan løftes ud af fattigdom:”Det gælder ikke mindst i forhold til mål 3, der handler om kvinders ligestilling. Her har vi fra dansk side mobiliseret en række centrale beslutningstagere i bestræbelserne på at fremme lighed mellem kvinder og mænd i udviklingslande”.
- Og det er her det begynder at blive interessant i forhold til at følge op på kvinders ligestilling i Sydafrika: ”Kvinders potentiale for at skabe økonomisk vækst er på mange måder nøglen til udvikling. Sammenhængen er ganske enkel. For hvis halvdelen af et lands befolkning ikke har adgang til kredit, teknologi, uddannelse og ret til at eje jord og ejendom, vil de menneskelige ressourcer ikke blive udnyttet optimalt. Det siger næsten sig selv!”
Kvinder og ledelse er således ikke blot på agendaen i Danmark, men Ulla Tørnæs har også intentioner om flere kvindelige ledere internationalt: ”Det er ingen hemmelighed, at jeg gerne ser, at vi både i Danmark og internationalt får flere kvindelige ledere. Jeg har mødt adskillige driftige, innovative kvindelige ledere på mine mange rejser. De er på ingen måder deres mandlige kolleger underlegne – snarere tværtimod. Og de har inspireret mig”.
Til slut tilføjer hun: ”Når jeg skuer ud over deltagerne i dag, kan jeg ikke dy mig: "Morgendagens ansvarlige globale leder må gerne være kvinde!”.
Men gad vide, hvordan Ulla Tørnæs´ fine intentioner bliver en realitet set i lyset af Sydafrikas seks primære holdninger angående den samfundsmæssige accept af vold mod kvinder, som antages at være den største hindring for kvinders rettigheder?
Et skridt på vejen er privatsektor dreven udvikling og dermed danske virksomheders tilslutning til principperne bag FN’s Global Compact, som er nødvendig for at forbedre levevilkår for millioner af mennesker i udviklingslandene. Den ansvarlige globale virksomhedsleder har derfor stillet sig selv spørgsmålet: Hvordan kan min virksomhed understøtte ligestilling mellem kvinder og mænd?
Ida Winberg Hemmingsen
FEMALE NAVIGATORS
2009/11/10
Krigen mod kvinderne
Da jeg i øjeblikket er bosiddende i Sydafrika kunne jeg ikke undgå at bide mærke i følgende overskrift, da jeg tjekkede de danske nyhedsmedier forleden: Sydafrika slår Danmark i ligestilling.
I stedet for at genoptage en diskussion som jeg før har stillet spørgsmålstegn ved i dette forum, nemlig hvorfor statistikker og andre spørgeundersøgelser baseret på tvivlsomme metoder og data udvikler sig til fordrejede og usande postulater om årsager, spekulationer og fortællinger om hvorfor det står så dårligt til med at gøre brug af kompetente kvinder i ledelse, vil jeg vende jeres opmærksom mod et andet emne. Efter 2 måneder i min første fuldtidsstilling i Sydafrika, kan jeg berette om et lidt andet billede af ligestillingsdebatten – eller rettere mangel på samme. Efter blot et par måneder i landet kan jeg selvfølgelig ikke tillade mig at generalisere men blot berette om min oplevelse af, hvorfor den sydafrikanske kvinde langt fra er 100 procent med på ’Rainbow Nation’ holdet.
Det kan som godt være at man for nylig har rykket et par kvinder ind i parlamentet samt på nogle ministre poster, men ifølge landets ligestillings fortalere er disse kvinder aflønnet med en latterlig lille procentdel af en normal mandlig funktionær løn. Sådanne tiltag er nærmere en del af landets imageforbedring som værende et moderne demokrati som forberedelse til næste sommer, hvor verden for første gang nogensinde har fokus på Sydafrika i forbindelse med en positiv begivenhed, nemlig VM i fodbold. Kvindelige ledere præger heller ikke det sydafrikanske erhvervsliv, men der findes dog et par seriøse og veletablerede tiltag for professionelle kvinder. Hvilket er en god start.
Årsagen til den manglende ligestillingsdebat i det ellers så succesfulde og rige afrikanske land er, udover Præsident Jacob Zumas berømte udtalelse tilbage i 2006 om hvorledes et bad efter samleje kan forhindre overførelse af HIV/AIDS, dog ikke så svær at finde forklaringer på. I en artikel i det sydafrikanske The Times i dag, med overskriften The War against Women, er seks primære holdninger fremlagt som værende den største hindring for kvinders rettigheder i Sydafrika, nemlig den samfundsmæssige accept af vold mod kvinder. De er følgende:
1. It is okay to beat a or be beaten by a your partner because it is a sign of love
2. A man is entitled to sex whenever he wants it
3. A woman seen or heard being beaten must have done something to deserve it
4. Friends and family should not do anything about a man known to be violent towards his partner
5. Women entice men and that is why they are raped
6. It is accepted that leaders in our communities remain silent about physical and sexual violence against women.
Jeg må desværre konkludere at jeg ikke køber Sydafrikas nye status som det 6. land i verden med mindst forskel på mænd og kvinder.
Rikke Nørgaard
FEMALE NAVIGATORS
I stedet for at genoptage en diskussion som jeg før har stillet spørgsmålstegn ved i dette forum, nemlig hvorfor statistikker og andre spørgeundersøgelser baseret på tvivlsomme metoder og data udvikler sig til fordrejede og usande postulater om årsager, spekulationer og fortællinger om hvorfor det står så dårligt til med at gøre brug af kompetente kvinder i ledelse, vil jeg vende jeres opmærksom mod et andet emne. Efter 2 måneder i min første fuldtidsstilling i Sydafrika, kan jeg berette om et lidt andet billede af ligestillingsdebatten – eller rettere mangel på samme. Efter blot et par måneder i landet kan jeg selvfølgelig ikke tillade mig at generalisere men blot berette om min oplevelse af, hvorfor den sydafrikanske kvinde langt fra er 100 procent med på ’Rainbow Nation’ holdet.
Det kan som godt være at man for nylig har rykket et par kvinder ind i parlamentet samt på nogle ministre poster, men ifølge landets ligestillings fortalere er disse kvinder aflønnet med en latterlig lille procentdel af en normal mandlig funktionær løn. Sådanne tiltag er nærmere en del af landets imageforbedring som værende et moderne demokrati som forberedelse til næste sommer, hvor verden for første gang nogensinde har fokus på Sydafrika i forbindelse med en positiv begivenhed, nemlig VM i fodbold. Kvindelige ledere præger heller ikke det sydafrikanske erhvervsliv, men der findes dog et par seriøse og veletablerede tiltag for professionelle kvinder. Hvilket er en god start.
Årsagen til den manglende ligestillingsdebat i det ellers så succesfulde og rige afrikanske land er, udover Præsident Jacob Zumas berømte udtalelse tilbage i 2006 om hvorledes et bad efter samleje kan forhindre overførelse af HIV/AIDS, dog ikke så svær at finde forklaringer på. I en artikel i det sydafrikanske The Times i dag, med overskriften The War against Women, er seks primære holdninger fremlagt som værende den største hindring for kvinders rettigheder i Sydafrika, nemlig den samfundsmæssige accept af vold mod kvinder. De er følgende:
1. It is okay to beat a or be beaten by a your partner because it is a sign of love
2. A man is entitled to sex whenever he wants it
3. A woman seen or heard being beaten must have done something to deserve it
4. Friends and family should not do anything about a man known to be violent towards his partner
5. Women entice men and that is why they are raped
6. It is accepted that leaders in our communities remain silent about physical and sexual violence against women.
Jeg må desværre konkludere at jeg ikke køber Sydafrikas nye status som det 6. land i verden med mindst forskel på mænd og kvinder.
Rikke Nørgaard
FEMALE NAVIGATORS
Subscribe to:
Posts (Atom)
